Page 192 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

muligt var den sidste hun havde at leve i; men nu var jo
Arbeidet ogsaa næsten fuldført og hendes Brødre vare her.
Erke-Biskoppen kom for at være den sidste Time hos hende,
det havde han lovet Kongen, men hun rystede paa Hovedet,
bad med Blik og Miner at han vilde gaae; i denne Nat maatte
hun jo ende sit Arbeide, ellers var Alt til Unytte; Alt, Smerte,
Taarer og de søvnløse Nætter; Erke-Biskoppen gik bort med
onde Ord imod hende, men den stakkels Elisa vidste, hun var
uskyldig, og vedblev sit Arbeide.
De smaa Muus løb paa Gulvet, de slæbte Nælderne hen for
hendes Fødder, for dog at hjælpe lidt, og Droslen satte sig ved
Vinduets Gitter, og sang den hele Nat, saa lystigt den kunde, at
hun ikke skulde tabe Modet.
Det var endnu ikke mere end Dagning, først om en Time
vilde Solen komme op, da stode de elleve Brødre ved Slottets
Port, forlangte at føres for Kongen, men det kunde ikke skee,
blev der svaret, det var jo Nat endnu, Kongen sov og turde ikke
vækkes. De bade, de truede, Vagten kom, ja selv Kongen
traadte ud, og spurgte hvad det betød; da kom Solen i det
samme op, og der var ingen Brødre at see, men hen over Slottet
fløi elleve vilde Svaner.
Ud af Byens Port strømmede det hele Folk, de vilde see
Hexen blive brændt. En ussel Hest trak Karren, hvori hun sad;
man havde givet hende en Kittel paa, af grovt Sækketøi;
hendes deilige lange Haar hang løst om det smukke Hoved;
hendes Kinder vare dødblege, hendes Læber bevægede sig
sagte, mens Fingrene snoede den grønne Hør; selv paa Veien til
sin Død slap hun ikke det begyndte Arbeide, de ti
Pantserskjorter laae ved hendes Fødder, den ellevte strikkede