Page 190 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

lider!" tænkte hun, "jeg maa vove det! Vor Herre vil ikke slaae
Haanden af mig!" med en Hjerte-Angest, som var det en ond
Gjerning hun havde for, listede hun sig, i den maaneklare Nat,
ned i Haven, gik gjennem de lange Alleer, ud paa de eensomme
Gader, hen til Kirkegaarden. Der saae hun paa en af de bredeste
Ligstene sad en Kreds Lamier, hæslige Hexe, de toge deres
Pjalter af, som om de vilde bade sig, og saa gravede de med de
lange magre Fingre ned i de friske Grave, toge Ligene frem og
aade deres Kjød. Elisa maatte dem tæt forbi, og de fæstede
deres onde Øine paa hende, men hun læste sin Bøn, samlede de
brændende Nælder, og bar dem hjem til Slottet.
Kun eet eneste Menneske havde seet hende, Erke-Biskoppen,
han var oppe, naar de andre sov; nu havde han dog faaet ret i
hvad han meente: at det ikke var, som det skulde, med
Dronningen; hun var en Hex, derfor havde hun bedaaret
Kongen og det hele Folk.
I Skriftestolen sagde han til Kongen, hvad han havde seet, og
hvad han frygtede, og da de haarde Ord kom fra hans Tunge,
rystede de udskaarne Helgenbilleder med Hovedet, som om de
vilde sige: det er ikke saa, Elisa er uskyldig! men Erke-
Biskoppen lagde det anderledes ud, meente, at de vidnede imod
hende, at de rystede med Hovedet over hendes Synd. Da
rullede to tunge Taarer ned over Kongens Kinder, han gik hjem
med Tvivl i sit Hjerte; og han lod som om han sov om Natten,
men der kom ingen rolig Søvn i hans Øine, han mærkede,
hvorledes Elisa stod op, og hver Nat gjentog hun dette og hver
Gang fulgte han sagte efter, og saae at hun forsvandt i sit
Lønkammer.
Dag for Dag blev hans Mine mere mørk, Elisa saae det, men
begreb ikke hvorfor, men det ængstede hende, og hvad leed