Page 193 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

hun paa. Pøbelen forhaanede hende.
"See til Hexen, hvor hun mumler! ikke en Psalmebog har hun
i Haanden, nei sit lede Kogleri sidder hun med, riv det fra
hende i tusinde Stykker!"
Og de trængte Alle ind paa hende og vilde sønderrive det; da
kom elleve hvide Svaner flyvende, de satte sig rundt om hende
paa Karren og sloge med deres store Vinger. Da veeg Hoben
forfærdet til Side.
"Det er et Tegn fra Himlen! hun er vist uskyldig!" hvidskede
mange, men de vovede ikke høit at sige det.
Nu greb Bøddelen hende ved Haanden, da kastede hun ihast
de elleve Skjorter over Svanerne og der stod elleve deilige
Prindser, men den yngste havde en Svanevinge istedetfor sin
ene Arm, thi der manglede et Ærme i hans Pantser-Skjorte, det
havde hun ikke faaet færdig.
"Nu tør jeg tale!" sagde hun, "jeg er uskyldig!"
Og Folket som saae, hvad der var skeet, bøiede sig for hende
som for en Helgeninde; men hun sank livløs i Brødrenes Arme,
saaledes havde Spænding, Angest og Smerte virket paa hende.
"Ja, uskyldig er hun!" sagde den ældste Broder, og nu fortalte
han Alt hvad der var skeet, og medens han talte, udbredte sig
en Duft, som af Millioner Roser, thi hvert Brændestykke i
Baalet havde slaaet Rødder og skudt Grene; der stod en
duftende Hæk, saa høi og stor med røde Roser; øverst sad een
Blomst, hvid og skinnende, den lyste, som en Stjerne, den brød
Kongen, satte den paa Elisas Bryst, da vaagnede hun med Fred
og Lyksalighed i sit Hjerte.