Page 283 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

der sprang noget: "surrrrrr!" alle Hjulene løb rundt, og saa stod
Musiken.
Keiseren sprang strax ud af Sengen og lod sin Livlæge kalde,
men hvad kunde han hjælpe! saa lod de Uhrmageren hente, og
efter megen Tale og megen Seenefter, fik han Fuglen
nogenlunde istand, men han sagde, at der maatte spares meget
paa den, thi den var saa forslidt i Tapperne og det var ikke
muligt at sætte nye, saaledes at det gik sikkert med Musikken.
Det var en stor Bedrøvelse! kun een Gang om Aaret turde man
lade Kunstfuglen synge, og det var strængt nok endda; men saa
holdt Spillemesteren en lille Tale med de svære Ord og sagde,
at det var ligesaa godt, som før, og saa var det ligesaa godt som
før.
Nu vare fem Aar gaaet, og hele Landet fik en rigtig stor Sorg,
thi de holdt i Grunden Allesammen af deres Keiser; nu var han
syg og kunde ikke leve, sagde man, en ny Keiser var allerede
valgt, og Folk stode ude paa Gaden og spurgte Cavaleren
hvorledes det var med deres Keiser.
"P!" sagde han og rystede med Hovedet.
Kold og bleg laae Keiseren i sin store, prægtige Seng, hele
Hoffet troede ham død, og enhver af dem løb hen for at hilse
paa den nye Keiser; Kammertjenerne løbe ud for at snakke om
det, og Slotspigerne havde stort Caffeselskab. Rundtom i alle
Sale og Gange var lagt Klæde, for at man ikke skulde høre
Nogen gaae, og derfor var der saa stille, saa stille. Men
Keiseren var endnu ikke død; stiv og bleg laae han i den
prægtige Seng med de lange Fløielsgardiner og de tunge
Guldqvaste; høit oppe stod et Vindue aabent, og Maanen
skinnede ind paa Keiseren og Kunstfuglen.