Page 82 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

have tænkt paa sin Sko! For det var jo det, han havde hørt af
Trolden inde i Bjerget, men han vilde ikke fortælle Johannes
noget derom, bad ham bare at spørge, om hun havde tænkt paa
sin Sko.
"Jeg kan ligesaa godt spørge om det ene, som om det andet,"
sagde Johannes, "maaskee kan det være ganske rigtigt, hvad
Du har drømt, for jeg troer nu alletider, vor Herre hjelper mig
nok! Men jeg vil dog sige Dig Farvel, for gjætter jeg galt, faaer
jeg Dig aldrig meer at see!"
Saa kyssede de hinanden, og Johannes gik ind til Byen og op
paa Slottet. Hele Salen var ganske fyldt med Mennesker,
Dommerne sad i deres Lænestole, og havde Edderduuns Dyner
under Hovedet, for de havde saa meget at tænke paa. Den
gamle Konge stod op og tørrede sine Øine i et hvidt
Lommetørklæde. Nu traadte Prindsessen ind, hun var endnu
meget deiligere, end igaar, og hilsede saa kjærligt til dem
allesammen, men Johannes gav hun Haanden, og sagde: "God
Morgen, Du!"
Nu skulde Johannes til at gjætte, hvad hun havde tænkt paa.
Gud hvor hun saa venligt paa ham, men lige idet hun hørte ham
sige det ene Ord: Sko, blev hun kridhvid i Ansigtet, og rystede
over sin hele Krop, men det kunde ikke hjælpe hende noget, for
han havde gjættet rigtigt!
Hille den! hvor den gamle Konge blev glad; han slog en
Kaalbøtte, saa det stod efter, og alle Folk klappede i Hænderne
for ham og for Johannes, der nu havde gjættet rigtigt den første
Gang.