Page 85 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

været ude i saadan et Haglveir. Udenfor Slottet sagde han
Farvel til Prindsessen, og hvidskede i det samme til hende:
"tænk paa mit Hoved," men Reisekammeraten hørte det nok,
og lige i det Øieblik Prindsessen smuttede igjennem Vinduet
ind i sit Sovekammer, og Trolden vilde vende om igjen, greb
han ham i hans lange sorte Skjæg, og hug med Sablen hans
ækle Troldhoved af lige ved Skuldrene, saa Trolden ikke
engang fik det selv at see; Kroppen kastede han ud i Søen til
Fiskene, men Hovedet dykkede han kun ned i Vandet, og bandt
det saa ind i sit Silkelommetørklæde, tog det med hjem i
Vertshuset, og lagde sig saa til at sove.
Næste Morgen gav han Johannes Lommetørklædet, men
sagde, han ikke maatte løse det op, før Prindsessen spurgte,
hvad det var, hun havde tænkt paa.
Der vare saa mange Mennesker i den store Sal paa Slottet, at
de stode op paa hinanden, ligesom Radiser, der ere bundne i et
Knippe. Raadet sad i deres Stole med de bløde Hovedpuder, og
den gamle Konge havde nye Klæder paa, Guldkronen og
Scepteret var poleret, det saae ganske nydeligt ud; men
Prindsessen var ganske bleg, og havde en kulsort Kjole paa,
ligesom hun skulde til Begravelse.
"Hvad har jeg tænkt paa?" sagde hun til Johannes, og strax
løste han Lommetørklædet op, og blev selv ganske
forskrækket, da han saae det fæle Troldhoved. Det gjøs i alle
Mennesker, for det var forskrækkeligt at see, men Prindsessen
sad ligesom et Steenbillede, og kunde ikke sige et eneste Ord;
tilsidst reiste hun sig op, og gav Johannes Haanden, for han
havde jo gjættet rigtigt; hun saae hverken paa den ene eller den
anden, men sukkede ganske dybt: "nu er Du min Herre! Iaften
vil vi holde Bryllup!"