Page 76 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

den gamle Konge, hun skulde nok komme til at spytte røde
Grise!"
I det samme hørte de Folk udenfor raabe Hurra! Prindsessen
kom forbi, og hun var virkelig saa deilig, at alle Folk glemte,
hvor ond hun var, derfor raabte de Hurra. Tolv deilige
Jomfruer, allesammen i hvide Silkekjoler, og med en
Guldtulipan i Haanden, reed paa kulsorte Heste, ved Siden af
hende; Prindsessen selv havde en kridhvid Hest, pyntet med
Diamanter og Rubiner, hendes Ridedragt var af det pure Guld,
og Pidsken, hun havde i Haanden, saae ud, som den var en
Solstraale; Guldkronen paa Hovedet var ligesom smaa Stjerner
oppe fra Himlen, og Kaaben var syet af over tusinde deilige
Sommerfuglevinger; alligevel var hun meget smukkere, end
alle hendes Klæder.
Da Johannes fik hende at see, blev han saa rød i sit Ansigt,
som et dryppende Blod, og han kunde knap sige et eneste Ord;
Prindsessen saae jo ganske ud, som den deilige Pige med
Guldkrone paa, han havde drømt om den Nat, hans Fader var
død. Han fandt hende saa smuk, og kunde ikke lade være at
holde saa meget af hende. Det var bestemt ikke sandt, sagde
han, at hun kunde være en ond Hex, der lod Folk hænge eller
halshugge, naar de ikke kunde gjætte, hvad hun forlangte af
dem. "Enhver har jo Lov at frie til hende, endogsaa den
fattigste Staadder, jeg vil virkelig gaae op paa Slottet! for jeg
kan ikke lade være!"
De sagde allesammen, at det skulde han ikke gjøre, det vilde
bestemt gaae ham, ligesom alle de andre. Reisekammeraten
raadede ham ogsaa derfra, men Johannes meente, det gik nok
godt, børstede sine Skoe og sin Kjole, vaskede Ansigt og
Hænder, kæmmede sit smukke, gule Haar, og gik saa ganske
alene ind til Byen,og op paa Slottet.