"Det kan jeg lide!" sagde den gamle Konge, "saaledes skal vi
have det!" Alle Folk raabte Hurra, Vagtparaden gjorde Musik i
Gaderne, Klokkerne ringede, og Kagekonerne tog det sorte
Flor af deres Sukkergrise, for nu var der Glæde. Tre hele stegte
Oxer, fyldte med Ænder og Høns, bleve satte midt paa Torvet,
enhver kunde der skære sig et Stykke; i Vandspringene sprang
den deiligste Viin, og kjøbte man en Skillings-Kringle hos
Bageren, fik man sex store Boller i Tilgift, og det Boller med
Rosiner i.
Om Aftenen var hele Byen illumineret, og Soldaterne skjød
med Kanoner, og Drengene med Knaldperler, og der blev spist
og drukket, klinket og sprunget oppe paa Slottet, alle de
fornemme Herrer og de deilige Frøkener dandsede med
hinanden; man kunde langt borte høre, hvor de sang:
"Her er' saamange smukke Piger,
Som vil ha' dem en Svingom,
De begjære Tambourmarschen,
Smukke Pige, vend Dig om.
Dandser og tramper,
Saa Skoesaallerne faldera!"
Men Prindsessen var jo en Hex endnu, og holdt slet ikke
noget af Johannes; det huskede Reisekammeraten paa, og
derfor gav han Johannes tre Fjer af Svanevingerne, og en lille
Flaske med nogle Draaber i, sagde til ham, at han skulde lade
sætte ved Brudesengen et stort Kar, fyldt med Vand, og naar da
Prindsessen vilde stige op i Sengen, skulde han give hende et
lille Stød saa hun faldt ned i Vandet, hvor han skulde dykke
hende tre Gange, efter først at have kastet Fjerene og
Draaberne deri, saa vilde hun blive fri for sin Trolddom, og
komme til at holde saa meget af ham.