Page 77 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"Kom ind!" sagde den gamle Konge, da Johannes bankede
paa Døren. - Johannes lukkede op, og den gamle Konge, i
Slaabrok og broderede Tøfler, kom ham imøde, Guldkronen
havde han paa Hovedet, Scepteret i den ene Haand og
Guldæblet i den anden. "Bi lidt!" sagde han, og fik Æblet op
under Armen, for at kunde række Johannes Haanden. Men
saasnart han fik at høre, det var en Frier, begyndte han saaledes
at græde, at baade Scepter og Æble faldt paa Gulvet, og han
maatte tørre Øinene i sin Slaabrok. Den stakkels gamle Konge!
"Lad være!" sagde han, "det gaaer Dig galt, ligesom alle de
Andre. Nu skal Du bare see!" saa førte han Johannes ud i
Prindsessens Lysthave, der saae forskrækkeligt ud! Oppe i
hvert Træ hang tre, fire Kongesønner, der havde friet til
Prindsessen, men ikke kunde gjætte de Ting, hun havde sagt
dem. Hver Gang det blæste, ranglede alle Knoklerne, saa de
smaa Fugle bleve forskrækkede, og turde aldrig komme ind i
den Have; alle Blomsterne vare bundne op med
Menneskebeen, og i Urtepotterne stode Dødningehoveder og
grinte. Det var rigtignok en Have for en Prindsesse.
"Her kan Du see!" sagde den gamle Konge, "det vil gaae Dig,
ligesom alle de Andre, Du her seer, lad derfor heller være; Du
gjør mig virkelig ulykkelig, for jeg tager mig det saa nær!"
Johannes kyssede den gode gamle Konge paa Haanden, og
sagde, det gik nok godt, for han holdt saa meget af den deilige
Prindsesse.
I det samme kom Prindsessen selv, med alle sine Damer,
ridende ind i Slotsgaarden, de gik derfor ud til hende, og sagde
god Dag. Hun var nydelig, rakte Johannes Haanden, og han
holdt endnu meget mere af hende end før, hun kunde bestemt