Page 78 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

ikke være en slem ond Hex, som alle Folk sagde om hende. -
De gik op i Salen, og de smaa Pager præsenterede Syltetøi og
Pebernødder for dem, men den gamle Konge var saa bedrøvet,
han kunde slet ikke spise noget, og Pebernødderne vare ham
ogsaa for haarde.
Det blev nu bestemt, at Johannes skulde komme igjen op paa
Slottet næste Morgen, da vilde Dommerne og hele Raadet være
forsamlede, og høre, hvorledes han kom ud af det med at
gjætte. Kom han godt ud af det, saa skulde han endnu komme
to Gange til, men der var endnu aldrig nogen, som havde
gjættet den første Gang, og saa maatte de miste Livet.
Johannes var slet ikke bedrøvet for, hvorledes det vilde gaae
ham, han var just fornøiet, tænkte kun paa den deilige
Prindsesse, og troede ganske vist, at den gode Gud nok hjalp
ham, men hvorledes, det vidste han slet ikke, og vilde heller
ikke tænke derpaa. Han dandsede hen ad Landeveien, da han
gik tilbage til Vertshuset, hvor Reisekammeraten ventede paa
ham.
Johannes kunde ikke blive færdig med at fortælle, hvor
nydelig Prindsessen havde været imod ham, og hvor deilig hun
var; han længtes allerede saameget efter den næste Dag, han
skulde derind paa Slottet, og forsøge sin Lykke med at gjætte.
Men Reisekammeraten rystede paa Hovedet, og var ganske
bedrøvet. "Jeg holder saa meget af Dig!" sagde han, "vi kunde
endnu have været længe sammen, og nu skal jeg allerede miste
Dig! Du stakkels, kjære Johannes, jeg kunde gjerne græde, men
jeg vil ikke forstyrre din Glæde den sidste Aften maaskee, vi
ere sammen. Vi ville være lystige, rigtig lystige; imorgen, naar
Du er borte, har jeg Lov til at græde!"