Page 90 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Vinduer af det allerklareste Rav, men Taget er Muslingeskaller,
der aabne og lukke sig, eftersom Vandet gaaer; det seer deiligt
ud; thi i hver ligge straalende Perler, een eneste vilde være stor
Stads i en Dronnings Krone.
Havkongen dernede havde i mange Aar været Enkemand,
men hans gamle Moder holdt Huus for ham, hun var en klog
Kone, men stolt af sin Adel, derfor gik hun med tolv Østers paa
Halen, de andre Fornemme maatte kun bære sex. - Ellers
fortjente hun megen Roes, især fordi hun holdt saa meget af de
smaa Havprindsesser, hendes Sønnedøttre. De vare 6 deilige
Børn, men den yngste var den smukkeste af dem allesammen,
hendes Hud var saa klar og skjær som et Rosenblad, hendes
Øine saa blaa, som den dybeste Sø, men ligesom alle de andre
havde hun ingen Fødder, Kroppen endte i en Fiskehale.
Hele den lange Dag kunde de lege nede i Slottet, i de store
Sale, hvor levende Blomster voxte ud af Væggene. De store
Rav-Vinduer bleve lukkede op, og saa svømmede Fiskene ind
til dem, ligesom hos os Svalerne flyve ind, naar vi lukke op,
men Fiskene svømmede lige hen til de smaae Prindsesser,
spiste af deres Haand og lod sig klappe.
Udenfor Slottet var en stor Have med ildrøde og mørkeblaae
Træer, Frugterne straalede som Guld, og Blomsterne som en
brændende Ild, i det de altid bevægede Stilk og Blade. Jorden
selv var det fineste Sand, men blaat, som Svovl-Lue. Over det
Hele dernede laae et forunderligt blaat Skjær, man skulde
snarere troe, at man stod høit oppe i Luften og kun saae
Himmel over og under sig, end at man var paa Havets Bund. I
Blikstille kunde man øine Solen, den syntes en Purpur-Blomst,
fra hvis Bæger det hele Lys udstrømmede.