Page 75 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Johannes og Reisekammeraten vilde ikke strax gaae ind i
Byen, men bleve i Vertshuset udenfor, at de kunde pynte sig,
thi de vilde see pæne ud, naar de kom paa Gaden. Verten
fortalte dem, at Kongen var saadan en god Mand, der aldrig
gjorde noget Menneske noget, hverken det ene eller det andet,
men at hans Datter, ja Gud bevare os! det var en slem
Prindsesse. Deilighed havde hun nok af, ingen kunde være saa
smuk og nydelig, som hun, men hvad hjalp det, hun var en
slem, ond Hex, der var Skyld i, at saa mange deilige Prindser
havde mistet deres Liv. - Alle Mennesker havde hun givet Lov
at frie til hende; enhver kunde komme, enten han var en Prinds,
eller en Staadder, det kunde være lige eet og det samme; han
skulde bare gjætte tre Ting, hun spurgte ham om, kunde han
det, saa vilde hun gifte sig med ham, og han skulde være
Konge over det hele Land, naar hendes Fader døde; men kunde
han ikke gjætte de tre Ting, saa lod hun ham hænge eller
halshugge, saa slem og ond var den deilige Prindsesse. Hendes
Fader, den gamle Konge, var bedrøvet derover, men han kunde
ikke forbyde hende, at være saa ond, for han havde eengang
sagt, han vilde aldrig have det mindste at gjøre med hendes
Kjærester, hun kunde selv gjøre, ligesom hun vilde. Hver
engang der kom en Prinds og skulde gjætte, for at faae
Prindsessen, saa kunde han ikke komme ud af det, og saa blev
han hængt eller halshugget; de havde jo varet ham i Tide, han
kunde lade være at frie. Den gamle Konge var saa bedrøvet
over al den Sorg og Elendighed, at han en heel Dag om Aaret
laae paa Knæ, med alle sine Soldater, og bad, at Prindsessen
maatte blive god, men det vilde hun slet ikke. De gamle Koner,
som drak Brændeviin, farvede det ganske sort, før de drak det,
saaledes sørgede de, og mere kunde de ikke gjøre.
"Den hæslige Prindsesse!" sagde Johannes, "hun skulde
virkelig have Riis, det kunde hun have godt af. Bare jeg var