Page 79 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Alle Folk inde i Byen havde strax faaet at vide, at der var
kommet en ny Frier til Prindsessen, og der var derfor en stor
Bedrøvelse. Comediehuset blev lukket, alle Kagekonerne bandt
sort Flor om deres Sukkergrise, Kongen og Præsterne laae paa
Knæ i Kirken, der var saadan en Bedrøvelse, for det kunde jo
ikke gaae Johannes bedre, end det var gaaet alle de andre
Friere.
Ud paa Aftenen lavede Reisekammeraten en stor Bolle
Punch, og sagde til Johannes, at nu skulde de være rigtig
lystige, og drikke Prindsessens Skaal. Men da Johannes havde
drukket to Glas, blev han saa søvnig, det var ham ikke mueligt
at holde Øinene oppe, han maatte falde i Søvn.
Reisekammeraten løftede ham ganske sagte op fra Stolen, og
lagde ham hen i Sengen, og da det saa blev mørk Nat, tog han
de to store Vinger, han havde hugget af Svanen, bandt dem fast
paa sine Skuldre, det største Riis, han havde faaet af den gamle
Kone, der faldt og brak Benene, stak han i sin Lomme, lukkede
Vinduet op, og fløi saa ind over Byen, lige hen til Slottet, hvor
han satte sig i en Krog, oppe under det Vindue, der gik ind til
Prindsessens Sovekammer.
Det var ganske stille i hele Byen; nu slog Klokken tre
Qvarteer til Tolv, Vinduet gik op, og Prindsessen fløi i en stor
hvid Kaabe og med lange sorte Vinger, hen over Byen, ud til et
stort Bjerg; men Reisekammeraten gjorde sig usynlig, saaledes
at hun slet ikke kunde see ham, fløi bagefter, og pidskede paa
Prindsessen med sit Riis, saa at der ordentlig kom Blod, hvor
han slog. Uh, det var en Fart heelt igjennem Luften, Vinden tog
i hendes Kaabe, der bredte sig ud til alle Sider, ligesom et stort
Skibsseil, og Maanen skinnede igjennem den.