Page 80 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"Hvor det hagler! hvor det hagler!" sagde prindsessen ved
hvert Slag, hun fik af Riset, og det kunde hun have godt af.
Endelig kom hun da ud til Bjerget og bankede paa. Det rullede
ligesom Torden, idet Bjerget aabnede sig, og Prindsessen gik
der ind, Reisekammeraten fulgte med, for slet ingen kunde see
ham, han var usynlig. De gik igjennem en stor, lang Gang, hvor
Væggene gnistrede ganske forunderligt, det var over tusinde
gloende Ædderkoppe, der løb op og ned af Muren, og lyste
ligesom Ild. Nu kom de i en stor Sal, bygget af Sølv og Guld,
Blomster, saa store som Solsikker, røde og blaae, skinnede fra
Væggene; men ingen kunde plukke de Blomster, for Stilken var
fæle, giftige Slanger, og Blomsterne var Ild, der stod dem ud af
Munden.
Hele Loftet var besat med skinnende Sanct Hans-Orme og
himmelblaa Flaggermuus, der sloge med de tynde Vinger, det
saae ganske forunderligt ud. Midt paa Gulvet var en Throne,
den blev Baaret af fire Hestebeenrade, der havde Seletøi af de
røde Ild-Ædderkoppe, Thronen selv var af mælkehvidt Glas, og
Puderne til at sidde paa var smaa sorte Muus, der beed
hinanden i Halen. Ovenover den var et Tag af rosenrødt
Spindelvæv, besat med de nydeligste smaa grønne Fluer, der
skinnede som Ædelstene. Midt paa Thronen sad en gammel
Trold, med Krone paa det stygge Hoved, og et Scepter i
Haanden. Han kyssede Prindsessen paa hendes Pande, lod
hende sidde ved Siden af sig paa den kostbare Throne, og nu
begyndte Musikken. Store, sorte Græshopper spillede paa
Mundharpe, og Uglen slog sig selv paa Maven, for den havde
ingen Tromme.
Det var en løierlig Concert. Smaa sorte Nisser, med en
Lygtemand paa Huen, dandsede rundt i Salen. Ingen kunde see
Reisekammeraten, han havde stillet sig lige bagved Thronen,