Page 91 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Hver af de smaa Prindsesser havde sin lille Plet i Haven, hvor
hun kunde grave og plante, som hun selv vilde; een gav sin
Blomsterplet Skikkelse af en Hvalfisk, en anden syntes bedre
om, at hendes lignede en lille Havfrue, men den yngste gjorde
sin ganske rund ligesom Solen, og havde kun Blomster, der
skinnede røde som den. Hun var et underligt Barn, stille og
eftertænksom, og naar de andre Søstre pyntede op med de
forunderligste Ting de havde faaet fra strandede Skibe, vilde
hun kun, foruden de rosenrøde Blomster, som lignede Solen
der høit oppe, have en smuk Marmorstøtte, en deilig Dreng var
det, hugget ud af den hvide, klare Steen og ved Stranding
kommet ned paa Havbunden. Hun plantede ved Støtten en
rosenrød Grædepiil, den voxte herligt, og hang med sine friske
Grene udover den, ned mod den blaa Sandbund, hvor Skyggen
viste sig violet og var i Bevægelse, ligesom Grenene; det saae
ud, som om Top og Rødder legede at kysse hinanden.
Ingen Glæde var hende større, end at høre om
Menneskeverdenen derovenfor; den gamle Bedstemoder
maatte fortælle alt det hun vidste om Skibe og Byer,
Mennesker og Dyr, især syntes det hende forunderligt deiligt,
at oppe paa Jorden duftede Blomsterne, det gjorde ikke de paa
Havets Bund, og at Skovene vare grønne og de Fisk, som der
saaes mellem Grenene, kunde synge saa høit og deiligt, saa det
var en Lyst; det var de smaa Fugle, som Bedstemoderen kaldte
Fisk, for ellers kunde de ikke forstaae hende, da de ikke havde
seet en Fugl.
"Naar I fylde Eders 15 Aar," sagde Bedstemoderen, "saa
skulle I faae Lov til at dykke op af Havet, sidde i Maaneskin
paa Klipperne og see de store Skibe, som seile forbi, Skove og
Byer skulle I see!" I Aaret, som kom, var den ene af Søstrene
15 Aar, men de andre, - ja den ene var et Aar yngre end den
anden, den yngste af dem havde altsaa endnu hele fem Aar før