Page 84 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Kaabe hvirvlede rundt i Luften, ligesom et stort Skibsseil, men
Reisekammeraten pidskede hende saadan med sine tre Riis, saa
Blodet dryppede ned paa Jorden, og hun tilsidst neppe kunde
flyve længer. Endelig kom hun da ud til Bjerget.
"Det hagler og stormer," sagde hun; "aldrig har jeg været ude
i saadant et Veir."
"Man kan ogsaa faae for meget af det Gode," sagde Trolden.
Nu fortalte hun ham, at Johannes ogsaa havde gjættet rigtigt
anden Gang; gjorde han nu det samme i Morgen, da havde han
vundet, og hun kunde aldrig mere komme ud til Bjerget, skulde
aldrig kunne gjøre saadanne Troldkunster, som før; derfor var
hun ganske bedrøvet.
"Han skal ikke kunne gjætte!" sagde Trolden, "jeg skal nok
finde paa noget, han aldrig har tænkt paa! eller ogsaa maa han
være en større Troldmand, end jeg. Men nu ville vi være
lystige!" og saa tog han Prindsessen i begge Hænder og de
dandsede rundt med alle de smaae Nisser og Lygtemænd, der
vare i Stuen; de røde Ædderkoppe sprang ligesaa lystigt op og
ned af Væggen, det saae ud som Ildblomsterne gnistrede.
Uglen slog paa Tromme, Faarekyllingerne peb og de sorte
Græshopper blæste paa Mundharpe. Det var et lystigt Bal! -
Da de nu havde dandset længe nok, maatte Prindsessen hjem,
for ellers kunde hun blive savnet paa Slottet; Trolden sagde,
han nok vilde følge hende, saa var de dog saalænge sammen
endnu.
De fløi da afsted i det onde Veir, og Reisekammeraten sled
sine tre Riis op paa deres Rygstykker; aldrig havde Trolden