Page 83 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Reisekammeraten blev ogsaa fornøiet, da han fik at vide,
hvor godt det var gaaet af; men Johannes lukkede sine Hænder
sammen og takkede den gode Gud, der vistnok vilde hjælpe
ham igjen de to andre Gange. Næste Dag skulde der allerede
gjættes igjen.
Aftenen gik ligesom den igaar. Da Johannes sov, fløi
Reisekammeraten efter Prindsessen ud til Bjerget, og pryglede
hende endnu stærkere, end forrige Gang, for nu havde han taget
to Riis; ingen fik ham at see, og han hørte alle Ting.
Prindsessen vilde tænke paa sin Handske, og det fortalte han til
Johannes, ligesom om det var en Drøm; Johannes kunde da nok
gjætte rigtigt, og der blev saadan en Glæde paa Slottet. Hele
Hoffet slog Kaalbøtter, ligesom de havde seet Kongen gjøre
den første Gang; men Prindsessen laae paa Sophaen og vilde
ikke sige et eneste Ord. Nu kom det an paa, om Johannes
kunde gjætte den tredie Gang. Gik det godt, skulde han jo have
den deilige Prindsesse, og arve det hele Kongerige, naar den
gamle Konge døde; gjættede han galt, saa skulde han miste sit
Liv, og Trolden vilde spise hans smukke blaa Øine.
Aftenen iforveien gik Johannes tidlig i Seng, læste sin
Aftenbøn, og sov saa ganske roligt; men Reisekammeraten
spændte Vingerne paa sin Ryg, bandt Sabelen ved sin Side og
tog alle tre Riis med sig, og fløi saa til Slottet.
Det var ganske bælmørk Nat, det stormede saa Tagstenene
fløi af Husene, og Træerne inde i Haven, hvor Beenradene
hang, sveiede ligesom Siv, naar det blæste; det lynede hvert
Øieblik, og Tordenen rullede ligesom om det kun var et eneste
Skrald, der varede hele Natten. Nu slog Vinduet op, og
Prindsessen fløi ud; hun var saa bleg, som en Død, men hun loe
af det onde Veir, syntes det var ikke stærkt nok, hendes hvide