Page 88 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

samme Øieblik forvandledes den til den deiligste Prindsesse.
Hun var endnu smukkere end før, og takkede ham med Taarer i
sine deilige Øine, fordi han havde hævet hendes Fortryllelse.
Næste Morgen kom den gamle Konge med hele sin Hofstat, og
der var en Gratuleren til langt op paa Dagen; til allersidst kom
da Reisekammeraten, han havde sin Stok i Haanden og
Randselen paa Nakken. Johannes kyssede ham saa mange
Gange, sagde, han maatte ikke reise bort, han skulde blive hos
ham, thi han var jo Skyld i hele hans Lykke. Men
Reisekammeraten rystede med Hovedet, og sagde saa mildt og
venligt: "Nei, nu er min Tid omme. Jeg har kun betalt min
Gjæld. Kan Du huske den døde Mand, de onde Mennesker
vilde gjøre Fortræd. Du gav alt, hvad Du eiede, for at han
kunde have Ro i sin Grav. Den Døde er jeg!"
I det samme var han borte.
Brylluppet varede nu en hel Maaned, Johannes og
Prindsessen holdt saa meget af hinanden, og den gamle Konge
levede mange fornøiede Dage og lod deres smaa bitte Børn ride
Ranke paa sit Knæ og lege med sit Scepter; men Johannes var
Konge over hele Riget.