Page 73 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

endogsaa selv røre alle sine Lemmer, man behøvede slet ikke at
trække i Snoren; Dukken var som et levende Menneske, paa
det nær at den ikke kunde tale. Manden, som havde det lille
Dukketheater, blev saa fornøiet, nu behøvede han slet ikke at
holde paa den Dukke, den kunde jo dandse af sig selv. Det var
der ingen af de andre der kunde.
Da det siden blev Nat, og alle Folk i Vertshuset vare gaaet i
Seng, var der een, der sukkede saa forskrækkelig dybt, og blev
saa længe ved, saa de allesammen stod op, for at see hvem det
kunde være. Manden, der havde gjort Comedien, gik hen til sit
lille Theater, for det var der inde, at nogen sukkede. Alle
Trædukkerne laae imellem hinanden, Kongen og alle
Drabanterne, og det var dem, som sukkede saa ynkeligt og
stirrede med deres store Glas-Øine, for de vilde saa gjerne
blive smurt lidt ligesom Dronningen, at de ogsaa kunde komme
til at røre sig af sig selv. Dronningen lagde sig lige ned paa sine
Knæ, og rakte sin deilige Guldkrone i Veiret, mens hun bad;
"tag kun den, men smør min Gemal og mine Hoffolk!" da
kunde den stakkels Mand, der eiede Comedien og alle
Dukkerne, ikke lade være at græde, for det gjorde ham virkelig
saa ondt for dem; han lovede strax Reisekammeraten, at han
vilde give ham alle de Penge, han fik for sin Comedie næste
Aften, naar han bare vilde smøre fire, fem af hans pæneste
Dukker; men Reisekammeraten sagde, at han forlangte slet
ikke andet, end den store Sabel, han havde ved sin Side, og da
han fik den, smurte han sex Dukker, der strax dandsede og det
var saa nydeligt, at alle Pigerne, de levende Menneske-Piger,
som saae derpaa, gav sig til at dandse med. Kudsken og
Kokkepigen dandsede, Tjeneren og Stuepigen, alle de
Fremmede, og Ildskuffen og Ildklemmen; men de to faldt om,
lige i det de gjorde de første Spring, - jo det var en lystig Nat.