Page 74 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Næste Morgen gik Johannes med sin Reisekammerat bort fra
dem allesammen, og opad de høie Bjerge, og igjennem de store
Granskove. De kom saa høit op, at Kirketaarnene dybt under
dem tilsidst saae ud som smaa røde Bær, nede i alt det Grønne,
og de kunde see saa langt bort, mange, mange Mile, hvor de
aldrig havde været! saameget smukt af den deilige Verden
havde Johannes aldrig før seet paa eengang, og Solen skinnede
saa varmt fra den friske blaa Luft, han hørte ogsaa Jægerne
blæse paa Valdhorn inde mellem Bjergene, saa smukt og
velsignet, at han fik Vandet i Øinene af Glæde, og kunde ikke
lade være at sige: "Du gode vor Herre! jeg kunde kysse Dig,
fordi Du er saa god mod os allesammen, og har givet os al den
Deilighed, der er i Verden!"
Reisekammeraten stod ogsaa med foldede Hænder, og saae
ud over Skoven og Byerne, i det varme Solskin. I det samme
klang det forunderligt deiligt over deres Hoveder, de saae op i
Veiret: en stor hvid Svane svævede i Luften; den var saa smuk,
og sang, som de aldrig før havde hørt nogen Fugl synge; men
det blev mere og mere svagt, den bøiede sit Hoved og sank,
ganske langsomt ned for deres Fødder, hvor den laae død, den
smukke Fugl.
"To saa deilige Vinger," sagde Reisekammeraten, "saa hvide
og store, som de, Fuglen har, ere Penge værd, dem vil jeg tage
med mig! kan du nu see, at det var godt, jeg fik en Sabel!" og
saa hug han med eet Slag begge Vingerne af den døde Svane,
dem vilde han beholde.
De reiste nu mange, mange Mile frem over Bjergene, til de
tilsidst foran dem saae en stor Stad, med over hundrede Taarne,
der skinnede som Sølv i Solskinnet; midt i Byen var et prægtigt
Marmorslot, tækket med det røde Guld, og her boede Kongen.