Page 171 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

var hans Søn, begyndte han at fæste Lid til, hvad de sagde,
og spurgte ham, hvorfor han med største Flid havde skjult
sin herlige Stemme og i hele sin Levetid givet sig ud for
målløs og afholdt sig fra alt Samkvem, hvortil der kræves
Tale, så at man måtte tro, at han fuldstændig manglede
Mæle og var stum fra Fødselen af. Hertil svarede Uffe, at
det hidtil havde været ham nok, at hans Fader førte Ordet,
og at han ikke havde haft nødig at bruge sit Mæle før nu, da
han mærkede, at hans Landsmænds Sindighed blev bragt i
Knibe af fremmedes Mundkådhed. Da Kongen fremdeles
spurgte, hvorfor han havde udæsket to i Steden for én,
svarede han, at han havde foretrukket den Kampmåde for
ved en enkelt Mands Dåd at udslette den Tort, det var for
Danskerne, at der havde været to om at fælde Adils, og for
ved en ny Prøve på Tapperhed at aftvætte den gamle
Skamplet; således burde den Skjændselsdåd bringes i
Glemme ved en ny Hæder. Vermund sagde, at det var vel
betænkt alt sammen, og bød ham øve sig i Våbenbrug, som
han havde lagt sig alt for lidt efter. Da der nu blev bragt
Våben, viste det sig, at han var for før til at kunne bruge
andres Brynjer, de var alle for snævre til hans brede Bryst,
så han sprængte Ringene, og der var ikke èn at finde, som
passede ham. Til sidst, da han ved sit Legemes voldsomme
Bevægelser også sprængte sin Faders Brynje, bød Vermund,
at den skulde skæres op i venstre Side og spændes sammen,
det gjorde ikke så meget, sagde han, at den gabede i den
Side, hvor Skjoldet dækkede ham. Han bød ham nu med
største Omhu vælge sig et Sværd, som han trygt kunde
bruge. Der blev bragt adskillige, men så snart Uffe tog om
Fæstet og prøvede dem, brast de alle, der var ikke ét iblandt
dem, som var så stærkt, at det ikke sprang i Stumper og
Stykker, første Gang han svang det. Kongen havde
imidlertid et Sværd, som hed Skrep og var så ualmindelig
hvast, at det med ét Hug kløvede, hvad det skulde være; der
var ikke den Ting, som var så hård, at den kunde stå sig for
-165-