Page 170 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

de i en Hast skulde svare, trådte Uffe, der tilfældigvis var til
Stede, frem og bad, som om han efter at have været stum
pludselig havde fået Mæle, sin Fader om Lov til at give Svar
på Tiltale. Da Vermund nu spurgte, hvem det var, der havde
bedt om Lov til at tale, og hans Hirdmænd svarede, at det
var Uffe, sagde han, at det var nok, at fremmede i deres
Hovmod drev Spot med hans Ulykke, hans egne burde ikke
således håne ham; men Hirmændene blev ved at forsikre, at
det virkelig var Uffe, og Kongen sagde da, at hvem han så
end var, skulde det stå ham frit for at sige, hvad han havde
på Sinde. Uffe sagde da til Sachserne, at det tjente til intet,
at deres Konge krævede Riget, thi det havde såvel sin egen
Konge som tapre Mænds Våben og Snille til Værn. Desuden
havde Kongen også en Søn, der var Arving til Riget, og han
vilde lade dem vide, at han ikke blot vilde kæmpe med deres
Konges Søn alene, men samtidig med en hvilken som helst
af deres gjæveste Landsmænd, han vilde tage med. Da
Sendemændene hørte det, gav de sig til at le, idet de holdt
hans Ord for tom Pral. Stedet og Tiden for Kampen blev dog
ufortøvet fastsat, men alle de, der var til Stede, undrede sig
højlig over, at Uffe så uventet havde talt og udæsket
Sendemændene, og vidste ikke, hvad de mest skulde undres
over, at han havde talt, eller at han havde talt så frejdig.
Da Sendemændene var dragne bort, roste Vermund den, der
havde svaret dem, fordi han havde lagt så stor Tillid til sit
Mod for Dagen, at han havde udæsket ikke én, men to, og
sagde, at han hellere vilde afstå Riget til ham, hvem han så
var, end til en overmodig Fjende, men da alle vidnede, at det
virkelig var hans Søn, der med ophøjet Selvtillid havde givet
et stolt Svar på Sendemændenes hovmodige Tiltale, bød han
ham komme nærmere, for at han ved at føle på ham med
Hænderne kunde overtyde sig om, hvad han ikke kunde se
med sine Øjne. Efter at han omhyggelig havde befølt ham
og af Lemmernes Størrelse og Former havde skjønnet, at det
-164-