Page 172 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

dets Egg. Men da Vermund mistvivlede om, at hans Søn
vilde blive til noget, havde han gravet det dybt ned i Jorden
for ikke at efterlade det til andre, eftersom han ikke undte
nogen anden det. Da de nu spurgte ham, om han ikke havde
et Sværd, der passede til Uffes Kræfter, sagde han, at han
havde et, som passede, hvis han blot kunde finde det Sted,
hvor han i sin Tid havde gravet det ned. Han bød dem føre
ham ud på Marken, og ved hele Vejen at spørge sig for hos
dem, der ledede ham, fik han omsider Kjending på Stedet,
lod Sværdet grave op og gav sin Søn det. Da Uffe så', hvor
medtaget det var af Rust ved at have ligget så længe i
Jorden, tvivlede han om, at det duede, og spurgte, om han
ikke skulde prøve det ligesom de andre; det var altid bedst at
prøve et Sværd, før man skulde bruge det, sagde han, men
Vermund svarede, at hvis det også sprang i Stykker, når han
svang det, var der intet, der var stærkt nok til hans Kræfter,
så det var bedst at lade være, da man ikke kunde vide,
hvorledes det vilde gå.
Da den aftalte Tid kom, begav de sig til Kamppladsen. Det
var en Holm i Floden Ejderen, som man kun til Skibs kunde
komme over på. Uffe begav sig ene derover,
Sachserkongens Søn havde en vældig Kæmpe med; på
begge Flodens Bredder var der fuldt af Mennesker, som var
ivrig opsatte på at se, hvad der skulde gå for sig. Medens nu
alle stod og stirrede over på Holmen, satte Vermund sig ud
på Broens yderste Ende; det var nemlig hans Agt at kaste sig
i Floden, hvis det føjede sig så, at Uffe blev overvunden; thi
han vilde hellere følge ham i Døden end opleve den Sorg at
se sit Land gå til Grunde. Begge de unge Sachsere angreb nu
Uffe, men da han ikke stolede på sit Sværd, bødede han blot
for Huggene med Skjoldet og besluttede tålmodig at føle sig
frem for at komme på det rene med, hvem af dem han især
burde tage sig i Agt for, for at han i alt Fald kunde gjøre det
af med ham med èt hug. Vermund, som troede, at den
-166-