Page 217 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

dybere i Søvn, for så at have bedre Lejlighed til at begå
deres Forbrydelse. Da de nu hørte Erik snorke højt, og deraf
skjønnede, at han sov fast, styrtede de strax frem med
dragne Sværd for at myrde ham. Erik vågnede ved deres
lumske Angreb, og da han så' de truende Sværd over sit
Hoved, nævnede han sin Stifmoders Navn, som hun i sin Tid
havde sagt han skulde, når han var i Fare, og det fornam han
strax hjalp ham i Nøden, thi hans Skjold, der hang højt oppe
på en Bjælke, faldt ned over ham og skjærmede ligesom
med beråd Hu hans værgeløse Legeme, så at Stimændene
ikke kunde gjennembore ham. Erik undlod ikke at benytte
sig af sit Held, men greb sit Sværd og huggede begge
Fødderne af den nærmeste Stimand; den anden gik Gunvør
ikke mindre hidsig løs på med et Spyd og gjennemborede
ham, og viste således, at hun havde Mands Mod, skjønt hun
af Skabning var Kvinde.
Efter at Erik sålunde havde undgået dette Baghold, begav
han sig ned til Havet og gjorde sig rede til at sejle bort
endnu samme Nat, men Roller gav ved at blæse i sin Lur
dem, der havde fået Befaling til at holde Vagt i Nærheden,
Tegn til at bryde ind i Kongeborgen. Da Kongen hørte det,
troede han, det betød, at Fjenden var ved at falde over ham,
og flyede skyndsomst bort på sit Skib. Imidlertid
bemægtigede Brak og de, der var brudt ind i Borgen med
ham, sig Kongens Gods og førte det ned på Eriks Skibe;
næsten den halve Nat gik med at plyndre. Da Kongen om
Morgenen fik at vide, at de var flygtede, var det hans Agt at
forfølge dem, men en af hans Venner lagde ham på Sinde, at
han ikke burde foretage sig noget over Hals og Hoved, for at
han ikke skulde overile sig; det var nødvendigt at træffe
større Forberedelser, sagde han, og det kunde ikke nytte at
forfølge de flygtende til Danmark med få Folk. Men ikke
engang dette kunde få Kongen, der ikke kunde tåle at tænke
på det Tab, han havde lidt, til at styre sit hidsige Sind, thi
-211-