Page 223 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

og Gods.
Dersom nogen af Gjenstridighed var sen til at udføre
Kongens Bud. skulde han straffes med Landsforvisning.
(Det var nemlig Skik, når der pludselig var Krigsfare for
Hånden, at sende en Træpil, der så' ud, som om den var af
Jærn, om fra Mand til Mand som Budskikke.)
Gik nogen menig Mand i Slaget frem foran Høvidsmanden i
første Række, blev han, i Fald han var Træl, fri Mand; var
han Bonde, blev han Adelsmand, var han adelig født, blev
han Høvding. (Så stor Løn vandt de kjække i gamle Dage, i
den Grad mente vore Forfædre, at Adelskab tilkom de tapre,
thi de holdt for, at en Mands Tapperhed ikke burde være en
Følge af den Lykke, der var bleven ham til Del, men at hans
Lykke burde være en Følge af hans Tapperhed.)
Ingen Retstrætte måtte indledes med noget edeligt Løfte
eller med Væddemål. Den, som forlangte af en anden, at han
skulde indgå sådant Væddemål, skulde betale ham en halv
Mark Guld eller lide hård Legemsstraf. (Kongen forudså
nemlig, at sådant kunde give den største Anledning til Strid.)
Enhver Strid skulde afgjøres med Sværdet, thi det tyktes
ham ærefuldere at kæmpe med Våben i Hånd end at
mundhugges. Satte nogen af de kæmpende sin Fod uden for
den forud afstukne Kreds, skulde han betragtes som
overvunden og gå glip af det, Striden drejede sig om.
Dersom en Mand af Folket af en eller anden Grund gav sig i
Kamp med en Kæmpe, skulde han gå imod ham fuldt rustet,
men Kæmpen måtte kun bruge en Stok af en Alens Længde.
Dræbte nogen Udlænding en Dansk, skulde to Udlændinge
-217-