Page 221 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

havde tilstået sig skyldig i Forbrydelser, den Tilgivelse, han
skjænkede de overvundne Fjender. Således fik
Begjærligheden efter en ufortjent Belønning sin fortjente
Straf, og Griskheden efter en uforskyldt Løn fik den Løn,
den havde forskyldt. Jeg skulde mene, at de med Rette blev
ombragte, eftersom de havde kunnet bjærge Livet, om de
havde tiet stille, og selv kaldte Faren ned over sig ved at
tale.
Kongen, som vandt stor Anseelse ved denne nys vundne
Sejr, besluttede nu for ikke at vise sig mindre opsat på
Retfærdighed end på Krig at omdanne sin Hær ved at give
den ny Love, af hvilke nogle er i Brug endnu, medens
senere Tider har afskaffet andre og sat ny i Stedet. Han
fastsatte:
at enhver Høvding ved Byttets Deling skulde have en større
Del end de andre Krigere. Høvidsmændene, som i Slaget
plejede at gå lige bag efter Bannerne, skulde for deres
Værdigheds Skyld have det Guld, der blev gjort til Bytte, de
menige Krigere skulde nøjes med Sølvet; Våbnene skulde
tilfalde Kæmperne, de tagne Skibe skulde Landsens Folk
have, thi de tilkom dem, der havde at bygge og udruste
Skibe.
Ingen måtte holde noget, der hørte til Huset, under Lås og
Lukke; mistede han noget, skulde han have det dobbelt
erstattet af Kongens Kasse. Holdt nogen noget forvaret i
lukket Kiste, skulde han bøde en Mark Guld til Kongen.
Den, som skånede en Tyv, skulde selv lide Tyvs Straf.
Den første, der gav sig på Flugt i Slag, skulde være uden for
-215-