Imidlertid sendte Slavernes Konge Strutnik Bud og bad om
Våbenstilstand, men Frode nægtede ham Tid til at ruste sig,
man burde ikke ved at tilstå sin Fjende Våbenstilstand give
ham Lejlighed til at samle Kræfter, sagde han; desuden
havde han hidtil ikke taget Del i Krigsbedrifter, nu burde
han ikke, da han havde begyndt derpå, trække Tiden ud med
en tvivlsom Venten, thi den, som kommer godt fra sit første
Krigstog, kan gjøre sig Håb om lige så god Lykke for
Fremtiden; enhver vil nemlig af Kampens Begyndelse tage
Varsel om dens videre Fremgang, thi Held i Begyndelsen af
Krigen plejer at forjætte Held i Fremtiden. Erik roste den
Klogskab, han havde lagt for Dagen i sit Svar, og sagde, at
Legen burde fortsættes ude, som den var begyndt hjemme,
hvorved han hentydede til, at det var Danskerne, der var
bleven udæskede af Slaverne. Efter at have sagt dette, holdt
han et overmåde heftigt Slag med Slaverne, i hvilket Strunik
og de tapreste Mænd af hans Folk faldt, hvorpå Resten
overgav sig. Frode sammenkaldte nu Slaverne og lod ved
Herolder forkynde, at hvis der var nogen iblandt dem, som
havde lagt sig efter at røve og stjæle, skulde de strax melde
sig, thi den Slags Folk vilde han lønne med de største
Hædersbevisninger. Ligeså bød han. at de, der var dygtige i
Trolddomskunster, skulde træde frem, så vilde han belønne
dem. Det var Løfter, Slaverne syntes godt om; nogle af dem
var mere optagne af Håbet om Belønning end forsigtige og
røbede sig selv, førend nogen anden kunde angive dem;
deres store Begjærlighed efter Vinding narrede dem, så at de
satte Undseelsen til Side for Fordelen og holdt deres
Forbrydelser for at være Ære værd. Da de frivillig havde
meldt sig, sagde Frode: "Denne Pest bør I selv rense eders
Land for, Slaver", og derpå bød han strax Bødlerne at gribe
dem og Landsens Folk at klynge dem op i de højeste Galger.
Man skulde næsten tro, at der var flere til at lide Straffen
end til at fuldbyrde den. Således udryddede den snilde
Konge næsten hele det slaviske Folk ved at nægte dem, der
-214-