Page 218 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

intet havde opbragt ham mere, end at hans egne Folk havde
lidt det Nederlag, han havde tænkt at berede andre. Han
sejlede bort og kom til en Havn, som nu hedder Øm, hvor
han fik Modvind, og Levnedsmidlerne slap op, og tyktes det
ham da bedre, siden de ikke kunde undgå Døden, at de faldt
for Sværd end døde af Sult. Hans Skibsfolk greb da til
Våben og fremskyndede Døden ved at hugge løs på
hverandre. Kongen og nogle af hans Mænd søgte op på
Klipperne og slap bort. Opkastede Høje stå som Vidnesbyrd
om dette Nederlag. Imidlertid tilendebragte Erik heldig sin
Sejlads, og Frode holdt Bryllup med Alvilde.
Derpå kom der Bud om, at Slaverne var faldne ind i Landet,
og det blev da besluttet, at Erik skulde bekæmpe dem med
otte Skibe, thi Frode tyktes endnu for lidet forfaren i
Krigsvæsenet. Erik, som aldrig undslog sig for nogen som
helst Manddomsgjerning, påtog sig med Glæde dette Hverv
og førte det tappert til Ende. Da han fik at vide, at
Vikingerne havde syv Skibe, sejlede han imod dem med kun
ét af sine, de andre lod han omgive med Forskansninger af
Træ og beklæde med afskårne Grene. Da han så sejlede frem
for nøjere at udspejde den fjendtlige Flådes Antal, og
Slaverne satte efter ham, flyede han skyndsomst tilbage til
sine egne Folk, men Fjenderne, som ikke vidste noget om
det Baghold, han havde lagt for dem, og som var opsatte på
at fange Flygtningen, trak hurtig og uafladelig på Årerne, thi
Eriks Skibe kunde ikke tydelig ses, da de tog sig ud som en
løvrig Skov. Da Slaverne havde vovet sig ind i en snæver
Vig, så' de sig pludselig omringede af Eriks Flåde; først
troede de, forbavsede over det usædvanlige Syn, at det var
en sejlende Skov, men så fik de Øjnene op for, at der stak
Svig bag Løvet. For sent angrede de nu, at de ikke havde
passet bedre på, og prøvede på at sejle tilbage ad den samme
Vej, som de så uforsigtig havde vovet sig ind på, men
medens de lavede sig til at vende Stævnene, så' de Fjenden
-212-