sig Gjenkjærlighed. Efter Kongens Død havde der nemlig
ingen været, som ærede Faderens Fortjenester i hans Afkom,
og hun havde derfor været uden Optugtelse og Formyndere.
Da Stærkodder ved rejsendes stadig gjentagne Beretninger
var kommen under Vejr hermed, kunde han ikke finde sig i,
at Smedens Frækhed skulde gå ustraffet hen, thi ligesom han
stadig mindedes de Velgjerninger, han havde nydt, var han
altid rede til at straffe Frækhed. Han skyndte sig da med at
give sig i Lag med at revse en så uhørt Frækhed, opsat på at
gjengjælde den forældreløse Pige de Velgjerninger, hendes
Fader havde vist ham. Han drog derfor gjennem Sverige og
kom til Smedens Hus, hvor han tog Stade tæt ved
Dørtærskelen efter at have trukket Hatten ned over Øjnene
for ikke at blive kjendt. Smeden, som ikke var tilstrækkelig
fortrolig med det gamle Ord: "Tit skjuler dårlig Kappe
stærke Hænder", skjældte ham ud og bød ham skyndsomst
forføje sig bort, han skulde få de sidste Stumper, der blev
tilovers af det, Tiggerne fik at spise, sagde han. Den gamle
Mand, hvis indgroede Selvbeherskelse gav ham
Tålmodighed, havde imidlertid nok Lyst til at blive, hvor
han var, og efterhånden komme på det rene med sin Værts
Frækhed; hans Fornuft var nemlig større end hans Hidsighed
og holdt hans stigende Vrede i Tømme. Så gik Smeden med
åbenlys Frækhed hen til Pigen, smed sig i hendes Skjød og
bød hende kæmme hans Hår med sine Jomfruhænder. Så tog
han Skjorten til Side og forlangte, at hun skulde fange
Lopper på ham, at hun, en Kvinde af den ypperste Byrd,
uden at rødme skulde røre med sine Fingre ved hans skidne
Skjorte. Så vovede han i den Tro, at han havde Lov til at
gjøre, hvad hans Lyst drev ham til, at stikke sine lystne
Hænder inden for hendes Kjortel og tage hende på Brystet,
men hun havde ved at se nærmere til fået Kjending af den
gamle Mand, som hun kjendte fra fordums Dage, og følte
sig skamfuld; hun vilde ikke vide noget af den frække,
vellystige Befamlen at sige og skubbede de ukyske Hænder
-268-