Page 272 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

falsk Sjæl, der med hemmelige Kunster dækker over sit fule
Forræderi, således er det også i sin Orden, at hvad der er
Svig ved, er usikkert og skrøbeligt. Det er jo nemlig
bekjendt nok, at Fals for det meste slår sin egen Herre på
Hals, og således gik det også med Sverting, efter hvad
Rygtet melder. Da han nemlig havde besluttet at overfalde
Kongen under Påskud af at gjøre Gilde for ham og brænde
ham inde, overraskede Kongen ham og fældede ham, om
han end selv også måtte lade Livet for Svertings Hånd. Det
føjede sig altså så, at den enes Forbrydelse voldte begges
Død, og skjønt Svigen nåede sit Mål over for Fjenden, slap
dens Ophavsmand dog ikke ustraffet derfra.
Ingild
Efter Frode fulgte hans Søn Ingild. Han vendte sit Sind fra
alt, hvad godt og hæderligt var, vanslægtede fra sine
Forfædre og gav sig helt og holdent de frækkeste
Udsvævelsers Tillokkelser i Vold, så at han helt vendte sig
fra, hvad rigtigt og godt var, og hengav sig til Lasten i
Steden for til Dyden og forsømte, efter at have overskåret
alle Afholdenhedens Sener, sine Kongepligter og blev
Ypperlighedens skidne Træl. Han lagde sig i Virkeligheden
efter alt, hvad der strider imod og er uforeneligt med et
sædeligt Liv. Den Hæder, hans Fader og Bedstefader havde
vundet, besudlede han ved til Stadighed at hengive sig til
den hæsligste Vellyst, Forfædrenes strålende Ære
formørkede han ved de skammeligste Gjerninger. Han var
nemlig i den Grad hengiven til Frådseri, at han hverken brød
sig om at hævne sin Fader eller om at afværge den Uret,
Fjenderne tilføjede Riget; når han blot kunde kildre sin
Gane, mente han, at Mådehold og Selvbeherskelse ikke var
noget at bryde sig om. Ved Dovenskab og Uvirksomhed
-266-