Page 372 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

og Verund. Da så' man vidt og bredt Snekker pløje Havet, og
de fra Masterne udspændte Sejl hindrede Udsigten. Den
svenske Flåde havde en heldig Sejlads og kom først til
Kamppladsen, Danskerne havde ugunstigt Vejr at kæmpe
med. Ring lod det Mandskab, der var om Bord på Flåden, gå
i Land og lod det flokkevis opstille i Slagorden tillige med
det, han selv havde ført over Land. Da Hæren begyndte at
udfolde sig i videre Udstrækning over Sletterne, viste det
sig, at den ene Fløj nåede helt til Verund. Kongen red selv
omkring iblandt Mængden, der ikke havde Rede på Sted og
Orden, og stillede alle de flinkeste og bedst rustede forrest
under Anførsel af Ole, Regnald og Vivil; Resten af Hæren
opstillede han på begge Fløjene ligesom i en Bue. Den højre
bød han Yngve og Tryggve og Alrikssønnerne at tage sig af,
over den venstre satte han Læse. Store Flokke af Ester og
Kurer dækkede Hærens Flanker. Bagest stod
Slyngekasterne.
Imidlertid var den danske Flåde efter i syv samfulde Dage at
have sejlet for Medbør nået til den Stad Kalmar, og vel
måtte man undre sig, når man så at sige vidt og bredt så'
Havet sætte Sejl til for Vinden og Himlen skjules af de fra
Ræerne bugnende Sejl; Flåden var nemlig bleven forøget
med Slaver og Liflændere og syv Tusind Sachsere. Men til
at føre og vejlede dem, der drog over Land, udvalgtes
Skåninger, thi de var vejkjendte. Da den danske Hær nåede
frem til Svenskerne, som stod rede til at tage imod den, bød
Ring sine Krigsfolk tålmodig vente, til Harald havde
opstillet sin Slagorden, og ikke blæse til Angreb, førend de
så', at Kongen havde besteget sin Vogn ved Siden af
Bannerne. Han håbede, sagde han, at en Hær, der satte sin
Lid til en blind Mands Anførsel, let vilde blive slagen.
Harald, som på Gravens Rand var bleven greben af
Begjærlighed efter en andens Rige, var ikke mindre vidløs
end blind; skjønt han, når han betænkte, hvor gammel han
-366-