Page 370 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Hake og Bemundssønnerne Sigmund og Serk, som alle kom
Nord fra. Alle disse Mænd tjente Kongen, som viste dem
gavmildt Venskab, thi han holdt dem højt i Ære og
skjænkede dem guldprydede Sværd og kosteligt Krigsbytte.
Der kom også gamle Gandalfs Sønner, som Harald viste
stort Venskab, fordi de havde tjent ham fra gammel Tid af.
Havet var opfyldt af den danske Flåde, der syntes at danne
ligesom en Bro imellem Sjælland og Skåne; de, der vilde
færdes imellem disse to Landsdele, havde en nem Vej til
Fods over denne tætte Skibshob. Men Harald vilde ikke
ruste sig til Krig, uden at Svenskerne vidste Besked derom,
derfor skikkede han Sendemænd til Ring, der åbenlyst
skulde erklære ham Fjendskab og gjøre almindelig kundbart,
at Freden imellem dem var brudt. Dem bød han også i
Forvejen forkynde Stedet, hvor Slaget skulde stå. Nu har jeg
opregnet dem, der stod på Haralds Side.
På Rings Side opregnes Ulf, Agge, Vindar, Egil den
Enøjede, Gøt, Hildir, Gute Alfssøn, Styr den Stærke og Sten
fra Venern. Hertil kommer Gert den Raske og Grom
Vermlænding. Så de, der havde hjemme ved den nordre Del
af Elben, Saxe Splitter, Sal Gøtlænder, Thord Nikkende,
Thrond med Næsen, Grunde, Odde, Grind, Tove, Koll,
Bjarke, Høgne den Snilde, Rokar den Sorte. Disse Mænd
anså det for under deres Værdighed at slå sig sammen med
Hoben og sondrede sig ud fra den øvrige Hær i en Flok.
Derhos nævnes Rane Hildessøn og Liud Gode, Svend den
Skallede, Rethyr Falk og Rolf Kvindekjær. Til dem sluttede
sig Ring Adilssøn og Harald fra Thoten, Valstén fra Vigen,
Thorolf Digre, Thengil den Høje, Hun og Sølve, Birvil den
Blege Borgar og Skumbar. Fra Thelemarken kom de
tapreste, de, som havde mest Mod og mindst Overmod,
Thorlev den Stædige, Thorkel Gotlænder, Grette den Onde,
der holdt af at gjøre Indfald. Efter dem kom Had den Hårde
og Roald Tå. Fra Norge nævnes Thrond Trønder, Toke fra
-364-