Page 561 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

sligt. Kongen lod nu stævne til Ting og lod Almuen vide, at
Krigstugten altid havde været de danske Våbens ypperste
Støtte, at de underordnede altid før havde adlydt de
overordnedes Befalinger, at Kongernes Myndighed hvilede
på Undersåtternes Samstemning, at intet havde bidraget
mere til at øge Fyrsternes Navnkundighed end
Krigsfolkenes Troskab, og at deres Herredømme ingenting
havde at betyde, når det ikke blev støttet af Almuen. Nu var
der imidlertid for nylig tilføjet ham en Tort, som aldrig før
var overgået nogen Konge; Ophavmændene til dette uhørte
Frafald havde foretrukket Sløvhed for Kjækhed og i deres
Begjærlighed efter Ørkesløshed undergravet det herligste
Foretagende. Han tilføjede derhos, hvor meget de skulde
give i Bøde for den skammelige Brøde, de havde begået ved
således at rømme, hver især af Styrmændene skulde betale
fyrretyve og hver af Rorfolkene tre Mark Sølv. Ingen gjorde
Indsigelser, alle lovede at erlægge denne Bøde, og Knud
erklærede da, at han vilde eftergive dem den, hvis de vilde
gå ind på at yde Tiende til Præsterne. Almuen bad nu om
Lov til at rådslå om denne Sag og gik lidt til Side for at
overveje, om den burde gå ind på det Vilkår, Kongen
foreslog. Begge Dele fandt man vanskelige, thi skulde
Bøden udredes. vilde de fleste blive forarmede, mente man,
men Tienden, der skulde udredes til evige Tider, vilde tynge
på dem, der skulde udrede den, som en stedse varende
Trældom. Af to Onder vælger man jo helst det mindste, og
de fandt nu, at det, der skulde vare ved, var det største; da de
skjønnede, at de i det ene Tilfælde kun lod Straffen gå ud
over sig selv, men i det andet tillige over deres
Efterkommere, foretrak de den øjeblikkelige Armod for den
stadige Byrde. Efter at have overvejet Omstændighederne
valgte de derfor at bøde for, hvad de havde forbrudt, ved
blot at lade Straffen gå ud over dem selv og ikke over deres
Efterkommere og foretrak én Gang for alle at udrede
Pengene fremfor bestandig at give Afkald på deres Frihed,
-555-