Page 565 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

og skjænkede oven i Kjøbet denne Mand, der udtydede hans
fromme Sind så ondskabsfuldt, Gaver. Forræderens
Troløshed vandt ham begge Parters Gunst, thi idet han
skiftevis gik så til den ene og så til den anden, handlede han
stik imod det Hverv, han havde påtaget sig, optrådte ikke
som Mægler, men som Forræder og ophidsede til Ondskab i
Steden for at udspejde den og udtydede Kongens Tanker til
det værste over for Almuen og gav en falsk Fremstilling af
Almuens Hensigter over for Kongen. Således skuffede
denne underfundige Mand under Skin af at optræde som
Sendemand imellem Kongen og Almuen i lige høj Grad
begge Parter, idet han fik Kongen til at lade være at flygte
for den truende Hob og Hoben til at lade være at skåne den
tøvende Konge. Da han Dagen efter gav Kongen lige så
gode Løfter, sendte denne ham atter ud for at udspejde, hvad
Oprørerne tog sig for, og valgte atter sin og Almuens fælles
Fjende til at stifte Fred imellem dem, og denne undlod ikke
at røgte sit Hverv med sin sædvanlige Troløshed. Ophidset
ved hans ulykkesvangre Ord blev den oprørske Almue
endnu voldsommere opsat på at undlive Kongen. Imidlertid
var Knud, som plejede at gå til Messe hver Dag, og som
ikke på nogen Måde vilde forsømme Gudstjenesten, gået ind
i St. Albani Kirke for at holde Bøn dèr, thi for at hans
Yndest ikke skulde mindskes, vilde han hellere vende sig til
Gud i Bøn end imod sine Fjender med Våbenmagt. Medens
han nu forrettede sin Andagt der, stimlede den oprørske Hob
sammen med Våben i Hånd og slog Kreds om Kirken. Alle
de af Krigsfolkene, som kunde slippe derind før Fjenden,
søgte ind til Kongen for at dele Faren med ham, opsatte på
at følge ham i Døden, thi skjønt de kunde bjærge Livet ved
at fly, foretrak de Faren ved at blive og vilde hellere vinde
sig et berømmeligt Eftermæle ved at lade Livet end søge
Sikkerhed ved Flugt. Hvor umådelig brave må vi dog ikke
sige, at disse Krigsmænd var, som ikke vilde svigte deres
Konge i Ulykken, men gik Faren i Møde, skjønt de godt
-559-