Page 553 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

flyttede nogen hans Ben fra deres Plads, skulde det ikke
komme til at gå ustraffet hen. Derpå stødte han med sin Stav
til Muren, så hele Murværket ramlede sammen, og det var et
Vidnesbyrd om, at det havde sin Rigtighed med, hvad
Kirkevogteren havde drømt, thi Kirken styrtede virkelig
pludselig sammen helt ned til Grunden, og Drømmen slog så
fuldstændig til, at Sammenstyrtningen indtraf i samme
Øjeblik, som Kirkevogteren drømte det, og hvad han alene
havde set i Drømme, kunde enhver se med sine egne Øjne,
da det var blevet Dag. Men der skete også det store Under,
at Murene, da de styrtede sammen, ikke knuste
Kirkevogteren, thi hverken Stenene, der ramlede ned om
ham fra alle Kanter, eller noget af alt det andet, der faldt,
gjorde ham nogen Skade, han sov ganske trygt, skjønt hans
Leje var lige ved Stedet, hvor Sammenstyrtningen skete. Da
Folk, opskræmmede af Braget, kom styrtende og til deres
Forfærdelse så', at Kirken var ramlet sammen, kom
Kirkevogteren, som de troede var bleven slået ihjel, uskadt
ud fra Stendyngerne, alle så' på ham med store Øjne
opfyldte af from Beundring, og det er ikke let at sige, hvad
de var mest forbavsede over, at Kirken var styrtet sammen,
eller at Kirkevogteren var sluppen levende derfra, og det, at
de nedstyrtende Sten ingen Mén havde voldt ham, blev da
også taget som et ikke ringe Vidnesbyrd om, at han virkelig
havde haft den Drøm, han fortalte. Men da han meddelte
Biskoppen det Pålæg, Vilhelm havde givet ham om Natten,
smilede Svend og sagde, at det undrede ham ikke, at han var
lige så stræng, efter at han var død, som han havde været i
levende Live, men han vilde nu alligevel lægge Vind på at få
den Del af Kirken, der var styrtet sammen, opført igjen.
Som Følge heraf forblev Vilhelms Grav længe urørt, indtil i
vore Dage Domprovst Herman og Læsemester Arnfast med
Landprovst Isaks Minde bød, at den skulde åbnes, for at
Biskop Asger kunde blive jordfæstet dèr, da de fandt, at det
-547-