Page 568 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

stammer et talrigt Kuld af de herligste Ædlinge.
Da Almuen havde ombragt Kongen, glædede den sig såre, ja
gjorde sig en Fornøjelse af at hovmode sig over den Udåd,
den burde have grædt over. Da de anførte Nidkjærhed som
Grund til, at de havde begået dette Mord, og besmykkede
det ved at sige, at det var en Voldsmand, de havde undlivet,
vilde Gud ikke, at den Løn, der tilkom hans Stridsmand,
skulde forholdes ham, men kundgjorde ved de klareste
Vidnesbyrd Helgenens lønlige Uskyld og føjede til den
Glans, der havde været over hans Liv, også en strålende
Herlighed efter Døden. For klarlig at lægge Mordernes
Ondskab for Dagen gav han ved Undergjerninger til Kjende,
hvilke herlige Egenskaber han, som de havde myrdet, havde
været i Besiddelse af, og åbenbarede ved underfulde og
herlige Tildragelser den Fromhed, som Menigmand ikke
havde haft Øje for. Almuen undrede sig såre over disse
Jertegn, men den så' med onde Øjne på hans Fromhed og
søgte længe forgjæves at fordunkle det tydelige Vidnesbyrd,
som disse Tegn aflagde, thi da den stadig var optændt af den
gamle Avind og hårdnakket blev ved sit gamle Had, kunde
den ikke få sig til at vise den Mand guddommelig Ære, som
den holdt for, at den havde undlivet, fordi han var en
Misdæder, og derfor søgte den ved menneskelig Kløgt at
bortforklare, hvad Himlen gjorde vitterligt. Thi skjønt de så',
at Himlen billigede den Adfærd, de havde fordømt, foregav
de dog, for at svække og undergrave Tilliden til Jertegnene,
at de havde været i deres gode Ret, da de tog ham af Dage,
og skammede sig ikke ved med den største Hårdnakkethed
at forsvare denne deres Påstand og stå urokkelig fast på, at
de havde handlet rigtig. De nøjedes således ikke med at
have røvet Kongen Livet, men søgte også i Døden at fratage
ham, de havde ombragt, den Ære, der tilkom ham, og at
begrave hans Ry. Men guddommelig Glans formår
Mennesker ikke at hylle i Mørke, Jertegnenes Lys trængte
-562-