enten kunde blive Gjenstand for almindelig Foragt, i Fald
han undlod at straffe Rømningsmændene, eller almindelig
forhadt, i Fald han straffede dem. Således skuffede han ved
sin Tøven både sin Broder og sin Konge og søgte ved sit
rænkefulde og forræderske Påfund at gjøre et ædelt og kjækt
Forehavende til intet. Og hans snedige Anslag lykkedes, thi
da Mandskabet var blevet kjed af at vente. faldt hele Flåden
fra Kongen. Denne, som ikke vidste noget om, hvad hans
Broder havde for, og Gang efter Gang havde sendt Bud til
ham med Opfordring om ufortøvet at komme, bød nemlig,
da han omsider kom på det rene med hans Troløshed, Flåden
at blive liggende og vente på ham og skyndte sig med en
udsøgt Skare til Slesvig, hvor han til Broderens Forfærdelse
kom bag på ham og tog ham til Fange. Derpå blev Olaf ført
frem for ham og anklaget, og da han ikke tilbørlig kunde
gjendrive de Beskyldninger, der blev rejst imod ham, bød
Kongen sine Krigere binde ham som den, der var overbevist
og ude af Stand til at anføre noget til sit Forsvar. De
vægrede sig imidlertid ved at tilføje en Mand af kongelig
Byrd en så utilbørlig Forsmædelse, thi de nærede så stor
Ærbødighed for Kongestammen, at de hellere vilde dræbe
en, der var runden af den, end binde ham, idet de holdt for,
at han lettere måtte kunne bære den Lod, der er fælles for
alle Mennesker, end lide en Træls Straf. Danskerne har
nemlig altid anset det for den største Skam og Skjændsel at
blive bundet og holdt for, at fribårne Mænd blev hårdere
straffede ved at blive berøvet Æren end ved at miste Livet,
og at den ene af disse Straffe er lige så langt at foretrække
for den anden, som der er Forskjel på, hvad der sker efter
Naturens Orden, og hvad Vanheld kan medføre. Knud og
Olafs Broder Erik udførte da den Befaling, Krigsfolkene
vægrede sig ved, idet han mente, at man burde lægge mere
Vægt på et retfærdigt Kongebud end på Hensynet til en slet
Broder og ikke skåne sin egen Slægt, når det gjaldt om at
straffe Misgjerninger, thi den, der har bidt Hovedet af al
-553-