hvad Almuen tog sig for, og søge at stille dens Vrede ved at
give den gode Ord, og hvis det ikke lykkedes ham at
formilde den, skulde han nok lade ham det vide så betids, at
han kunde få Tid til at fly. Dette Forslag gik Kongen ind på.
Det var imidlertid så langt fra, at Blakke røgtede den
Sendefærd, han havde påtaget sig, at han tværtimod
ophidsede Almuen med onde Råd og i Steden for at formilde
den yderligere optændte dens Had til Kongen. Han
opfordrede Bønderne til, det snareste de kunde, at se at få fat
på denne Konge, som førte falsk Klage imod dem, og ikke
lade ham få Lejlighed til at undfly, det var ikke at bære
Avindskjold imod sin Konge, men at straffe en Voldsmand,
fordi han underkuede dem; hvad man gjør for at værne om
Ret og Ære, kunde aldrig være Synd; de, som værgede deres
Fædreland, måtte siges at tjene en god Sag og kunde ikke
anses for Landsforrædere; hvor det gjaldt om at værne alles
Frihed, faldt der ingen Skyld på den enkelte. Desuden vilde
de ske en Ulykke, hvis det, de havde begyndt på, glippede
for dem, men førte de det igjennem, var de vel farne. Med
disse og lignende Talemåder ophidsede han Hoben til at
dræbe Kongen, fik alle gjort opsatte på at fuldbyrde deres
ulyksalige Forehavende imod den uskyldige og pustede så
djævelsk til Ilden, at de vanvittige Menneskers Raseri slog
ud i lyse Luer, thi deres Voldsomhed voxede strax, så snart
han begyndte at egge dem, thi i Steden for trofast at stille sig
imod deres Letsindighed stillede han sig i Spidsen for den
rasende Hob, og som Følge af hans ulykkesvangre Tale
brusede Oprørsstormen endnu voldsommere op, og Uvejret
brød løs i hele sin Vildskab, da Hoben havde fået en Fører.
Da han kom tilbage til Kongen, sagde han, at Bønderne nu
var fredeligere stemte, og at det vilde være let at få
Oprørsstormen til at lægge sig, når Kongen blot på sin Side
vilde lade sin Vrede fare og eftergive de skyldige deres
Straf. Kongen, som troede, at han ærlig og redelig havde
røgtet sit Hverv, hædrede ham med et prægtigt Gjæstebud
-558-