ny Foretagender. Og da han ikke vilde nøjes med den
Hæder, han havde vundet ved sine Sejre i Østerleden,
besluttede han, for så meget sikrere at få Lejlighed til at
lægge sit Mod for Dagen, at gjøre sin Arveret gjældende
over for England, som Danskerne ved Tidernes Ugunst
havde mistet. Han betænkte nemlig, at hans Forfædre aldrig
havde vundet større Krigerhæder og Rigdom samt udvidet
Rigets Grænser mere end ved at underlægge sig England, og
at det Bytte, de havde gjort på denne ene Ø, havde kastet
større Glans over dem end alt, hvad de havde vundet i hele
Østerleden. Han holdt derfor for, at det måtte være en sløv
og vanartet Sjæl, der ikke vilde træde i deres Fodspor, og
vilde hellere helt undvære at have et Rige at råde over end
have sit Herredømme indskrænket inden for et lille Lands
snævre Grænser. For at hans Foretagender nu kunde komme
til at svare til den Tapperhed, hans Forfædre havde lagt for
Dagen, og hans Bedrifter blive jævnbyrdige med deres, så
han kunde opnå lige så berømmeligt et Navn som sin
Oldefader, tog han sig for ved sin Ihærdighed at gjenoprette,
hvad hans Fader havde forspildt ved sin Dorskhed, og
besluttede at vende sin Faders Minde Ryggen og kappes
med Oldefaderen. Han indviede først Olaf i sine lønlige
Planer, og da denne tilskyndede ham til at sætte dem i Værk,
åbenbarede han dem for Landsens Folk, som alle sammen
ivrig bifaldt dem. Men han, om hvem Kongen havde troet,
at han gjengjældte hans broderlige Kjærlighed, var
hemmelig hans Medbejler; Knud troede, at han gjengjældte
de Følelser, han nærede for ham, og anede intet om hans
lumske Forstillelse, og selv om hans Forstand advarede
ham, hindrede hans fromme Sind ham i at nære en styg
Mistanke til sin Broder, opgive den Tillid, han mente
Frænder burde have til hinanden, og af Frygt for Svig skære
sine Fjender og sine nærmeste over en Kam. Men Olaf
havde i sin Begjærlighed efter at opnå Kongemagten glemt
al Pligt imod sin Broder, skjulte det falskeste Hjærte under
-551-