Page 554 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

både var det bekvemmeste og hæderligste Gravsted. Da de
havde gravet helt ned til Bunden, fandt de Bispens Kåbe helt
uskadt imellem hans af Ælde fortærede Ben. Da de tog dem
op, fornam de omstående, uden at der ellers var noget, som
kunde give Anledning dertil, så liflig en Duft, at det var,
som om den udstrømmede fra en Salighedens Kilde med
Salve, og ingen tvivlede om, at den, fra hvis jordiske
Levninger der udgik en så sød Vellugt, måtte have sit Bosted
i Himlen. Så stærkt hang denne Duft ved deres Hænder, som
havde rørt ved Benene, at de i hele tre Dage ikke kunde få
den bort, hvor meget de end tvættede sig. De behandlede
imidlertid ikke disse jordiske Levninger med den
Ærbødighed, de burde have vist dem, men lagde dem hen i
den yderste Udkant af Graven, men de undgik da heller ikke
deres fortjente Straf for denne Formastelighed, thi alle de,
som havde været Ophavsmænd til denne vanhellige
Gjerning, måtte bøde for deres Dumdristighed med et
ulykkeligt Endeligt, og hver af dem blev straffet så strængt,
som han havde fortjent for sin større eller mindre
Delagtighed i denne Krænkelse af Gravfreden. Herman fik
nemlig, da han sad på Landemodet under Absalons Forsæde,
Helvedesild i Næsen, hvilket ikke blot røvede ham hans
Legemskræfter, men også satte ham ud af Stand til at tale.
Sygdommen bredte sig, og stum og målløs døde han, inden
der var gået tre Dage, og vel havde han fortjent at blive
straffet på den Del af sit Legeme, hvormed han så
uskjønsomt havde indsuget den hellige Duft. Arnfast fik
ikke nogen blidere Død, thi da han vilde styrke sine svage
Nerver, forøgede den Lægedrik, han tog, på Grund af en
Uagtsomhed hans Svaghed i Steden for at helbrede ham, og
til sidst brækkede han Leveren op i små Stykker, som
Lægen samlede op i et Bækken, og som Biskop Absalon så',
da han viste ham den Venlighed at se til ham. Den syge
forsikrede i hans Nærværelse, at han led dette, fordi han
havde krænket Vilhelms jordiske Levninger, det var
-548-