Page 575 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Tider, der overgik Landet, var den usaligste Skæbne, der
kunde blive det til Del, og skammede sig ved at stille så
smal en Kost, som snarere var til at spise sig sulten end mæt
i, til Skue for sine fornemme Gjæster. Himlen bønhørte
ham; han fik hurtig Ende på sin Elendighed; thi ved sin
fromme Bøn - hvis der ellers kan være Tale om Fromhed
hos en Brodermorder - skaffede han sig selv Døden og
frelste sit Land; ved denne sin ædle Livslede afvendte han
den store Ulykke, Landet var blevet straffet med, så han
efterlod sig et smukkere Minde ved sin Død, end ved hvad
han havde udrettet i levende Live, eftersom han tog sin Død
af Sorg over Landets Nød. Han viste, hvor stor Kjærlighed
han i sit Hjærte bar til sine Undersåtter, idet han vilde
afvende deres Ulykke ved at lade sit eget Liv, og bad om, at
den almindelige Elendighed måtte gå ud over ham alene.
Man kan derfor ikke nægte, at from må han alligevel have
været, eftersom han ofrede sin egen Velfærd for sine
Undersåtters. Hungersnøden blev nemlig så at sige jordet
med ham, der var Skyld i den, og de, som før havde måttet
sulte, kunde nu atter blive mætte.
Erik Ejegod
Efter Olafs Død blev Erik, som kom næst efter ham i Alder,
kaldt tilbage fra Sverige og til stor Glæde for alle valgt til
hans Eftermand. I hans Tid kom Folket, der så længe havde
lidt Nød som Følge af Dyrtiden, atter på Fode, og Kornet,
som nu fik betimelig Regn, trivedes nu igjen, ja, medens han
stod for Styret, var der så stor Overflod på Markerne, at en
Skjæppe Korn, ligegyldigt af hvilken Slags, kunde kjøbes
for en Penning. Denne Overflod varede også ved i alle hans
Regeringsår. Han fik da også sit Tilnavn Ejegod, ikke blot
for sine Dyders, men også for de gode Tiders Skyld, thi
-569-