Page 578 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

også vundet et berømmeligt Eftermæle hos Efterkommerne.
Erik havde tre Sønner, Harald, Knud og Erik, af hvilke han
skal have avlet den første med en Frille, den anden i sit
Ægteskab og den tredje med en anden Mands Kone.
Hvor sagtmodig denne Konge end var, skortede det ham dog
ikke på Mands Mod og Hjærte; lige langt fra Grumhed og
overdreven Lemfældighed holdt han Middelvejen imellem
Hårdhed og Svaghed. Den Fasthed, han kunde vise, kom i
højeste Grad Menigmand til gode, thi for at de mægtiges
Havesyge ikke skulde slappe Retfærdighedens Bånd og
deres Overmod svække Lovens Kraft, optrådte han strængt
over for deres Utilbørligheder, og jo længere han var borte
fra de ryggesløse Mennesker, des hårdere fik de hans
Myndighed at føle, thi når Menigmands Undertrykkere
troede, at der var Fred og ingen Fare, fordi han var borte,
hændte det tit, at han pludselig lod dem gribe af sine
Drabanter og hænge, så deres Uretfærdighed blev vejet på
Træbismer.
Derfor frygtede Stormændene ham, medens Småfolk
elskede ham, thi over for disse viste han faderlig
Overbærenhed, over for hine kongelig Strænghed. Han
havde også adskillige Døtre med Friller, af hvilke han
giftede en med en Mand ved Navn Hågen, til Løn for, at han
havde lovet at hævne Kongens Broder Bjørns Drab. Bjørn
havde nemlig undertvunget Holster og Ditmarskere, og for
at hindre dem i at gjøre Opstand havde han på den Ø, hvor
Vermunds Søn Uffe, efter hvad der fortælles, holdt Tvekamp
med de to ypperste sachsiske Kæmper, opført en Fæstning
og omgivet Øen med Vold og Grav, men en Gang på Tinge
blev han gjennemboret i Siden med et Spyd af en af
Landsens Folk, der bar personligt Nag til ham på Grund af
det Herredømme, han øvede over dem.
-572-