Armod blev afløst af Velstand, Mangel af Overflod. Jeg
tænker, det kan være fornøjeligt kortelig at høre noget om
denne Mands fortræffelige Egenskaber. Han var nemlig ikke
blot i Besiddelse af herlige Sindets Gaver, men Naturen
havde også givet ham en så sjælden og beundringsværdig
Væxt, at han var et Hoved højere end alle andre, og hans
Førlighed svarede til hans Højde, så man skulde tro, at
Naturen havde skabt og udviklet hele hans Legeme med den
største Omhu og Nøjagtighed; Kræfter havde den også givet
ham i Forhold til hans herlige Legemsvæxt, så at ligesom
ingen var hans Jævning i Væxt, kunde heller ingen måle sig
med ham i Styrke, thi i begge Henseender var han udmærket
frem for alle andre. Han var, når han sad ned, Mand for at
kaste længere med Spyd eller Sten end Folk, som stod op, så
det, at han sad ned, kunde ikke hindre ham i at vise, hvad
han duede til, ja, han kunde i den Stilling brydes med to af
de stærkeste Mænd, og medens han trak den ene ned til sig,
holdt han den anden klemt imellem sine Knæ, og han holdt
ikke op, førend han havde fået først den ene og så den anden
under sig og bundet begges Hænder på Ryggen. Og ikke
mindre dygtig var han til at trække Tov, thi medens han selv
holdt i Enden af ét Tov med hver Hånd, lod han fire
udmærket stærke Mænd trække i den anden Ende af de to
Tove, og de anstrængte sig ikke blot forgjæves for at trække
ham op fra hans Sæde, men han trak snart i det, han holdt i
højre, og snart i det, han holdt i venstre Hånd, og bevirkede
ved sin store Styrke, at hans Modstandere måtte slippe deres
Tag eller, hvor megen Modstand de end gjorde, lade sig
trække med, da de ikke kunde trække ham til sig. Han havde
også den herligste Røst og talte på Tinge ikke blot med stor
Veltalenhed, men også så højt og tydeligt, at han grant
kunde høres, ikke blot af dem, der stod tæt ved, men også af
dem, der stod langt borte. Derhos havde han, for at vinde
Almuens Gunst, for Skik at slutte sine Taler på Tinge med at
pålægge Mændene, når de kom hjem, at hilse deres Koner
-570-