Page 580 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

sidste Suk. Det var et sørgeligt Skue, men det havde en
overmåde nyttig Virkning for Danskerne, thi ikke blot fik
Misdæderne deres Straf, men andre advaredes imod at gjøre
sig fortjente til lignende Pinsler, så de, det gik ud over, fik
deres Straf, og dem, der så' derpå, var det et Vidnesbyrd om,
hvad slige Ildgjerningsmænd kunde vente sig. Og det var
ikke blot denne Gang, Erik overvandt det mægtige
Venderfolk og svækkede dets Kraft, men både anden og
tredje Gang kuede han dets Vildskab så eftertrykkeligt, at
det aldrig siden hjemsøgte ham med sine Sørøvertog.
Imidlertid var Biskop Egin i Lund død og Asger, en
højbåren Mand fra Jylland, bleven hans Eftermand. På
Grund af falske og løse Beskyldninger truede
Ærkebiskoppen i Hamborg med at lyse Erik i Band, og af
Frygt for denne Trusel kom Kongen dens Udførelse i
Forkjøbet ved at henskyde sin Sag under Paven og drog
strax til Rom, hvor han lod sin Sag nøje undersøge og
kraftig gjendrev Ærkebispens Anklage og forsvarede sig
således i alle Måder, at han fuldstændig besejrede sin
Modpart. Og han lod sig ikke nøje med således at have
forfægtet sin Sag på den eftertrykkeligste Måde, men vilde
af Uvilje imod sin Modstander ikke finde sig i, at Rigets
Gejstlighed skulde være undergivet et udenlandsk
Ærkebispesædes Myndighed. Han drog derfor atter til Rom
og begjærede både for sit eget og for Landets og dets
Gejstligheds Vedkommende at blive fri for at stå under den
tyske Ærkebiskop, for at han ikke i Religionssager skulde
være nødt til at adlyde fremmede eller tage imod Forskrifter
fra Udlandet i Henseende til Kirketugten. Og han havde ikke
svært ved at få Paven til at gå ind på hans Ønske, thi dels
vilde denne ikke krænke den udmærkede Mand ved et
Afslag, og dels bevirkede Hensynet til hans Værdighed og
til den besværlige Rejse, han havde gjort, at Paven gav sit
Samtykke og lovede, at han vilde vise Riget den Ære at give
-574-