Page 581 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

det sit eget Ærkesæde, og opfyldt af det Håb, som dette
Løfte gav ham, drog Kongen glad hjem.
Men så hændte der en sørgelig Begivenhed, som nu skal
fortælles. Thi da Erik var kommen hjem og en Gang, som
Konger har for Skik, holdt åbent Taffel, traf det sig så, at der
blandt andre var en Spillemand til Stede. Han sagde mangt
og meget til Forherligelse af sin Kunst, og blandt andet
påstod han, at man med en Strengeleg kunde drive Folk til
Afsindighed og Raseri, ja, at der var nedlagt en sådan Magt i
den, at de, som hørte dens Toner, ikke kunde undgå at gå fra
Sans og Samling. Da han blev spurgt, om han selv var Mand
for det, sagde han, at det var han, og så bad Kongen ham om
at lade dem se en Prøve på denne sin Kunst, og da det ikke
hjalp, truede han ham, så han blev nødt til at give efter. Da
han nu ikke kunde få Kongen til at afstå fra sin Begjæring
hverken af Frygt for at blive afsindig eller for anden Fare,
lod han først alle Våben bære ud af Hallen, for at der ikke
skulde være noget, de kunde gjøre Fortræd med, når
Raseriet kom over dem, og dernæst lod han nogle Mænd
stille sig ude på Svalegangen, så langt borte, at de ikke
kunde høre Strengelegen, og pålagde dem, at når de hørte, at
Raseriet var kommet over dem, der var inde i Hallen, skulde
de løbe ind og rive Strengelegen ud at Hænderne på ham og
slå ham i Hovedet med den, thi hvis han fik Lov til at blive
ved med at spille, vilde han også bringe dem fra Sans og
Samling. Han bød også, at der skulde være nogle ved
Hånden, som kunde tage kraftig fat på dem, der blev grebne
af Vanvid, for at de ikke, når de i deres Raseri kom i
Klammeri, skulde slå hinanden ihjel. Det skete, som han
bød, og da Våbnene var bårne ud og bragte under Lås og
Lukke, begyndte han at spille på Strengelegen. Først
spillede han et Stykke, der var så alvorligt, at de, som hørte
det, strax blev som opfyldte af Sorg og Drøvelse; derefter
spillede han et lystigt Stykke, der gjorde dem overstadig
-575-