Formyndere. Efter at have truffet disse Bestemmelser
udsøgte han sig alle de højeste Mænd til at følge med sig på
Pilgrimsfærden, for at det kunde falde mindre i Øjnene, hvor
stor han selv var, når de andre var lige så store; han var
nemlig bange for, at hans ualmindelige Størrelse skulde
gjøre ham latterlig i fremmedes Øjne, og når Folk så' de
andres Størrelse, mente han, vilde de undre sig mindre over
hans egen. Dronning Bodil var ikke sen til at beslutte sig til
at følge med sin Husbond; hun aflagde det samme Løfte
som han, men hun vilde ikke dele Seng med ham, så hun
forøgede yderligere ved Kyskhed den Fortjeneste, hun
indlagde sig ved at give sig ud på denne Rejse.
Men skjønt Kongen således stod i Begreb med at drage af
Landet, ophørte han ingenlunde med at tage Vare på dets
Tarv. For at Danskerne ikke i gejstlige Sager skulde stå
under en fremmed Ærkebiskop, skikkede han nemlig
Sendemænd til Paven for at ansøge om, at Landet nu måtte
få sit eget Ærkesæde. Paven undlod da heller ikke at holde,
hvad han havde lovet; der kom en pavelig Legat her op for
at indsætte en Ærkebiskop her i Landet, og efter at have
taget Skjøn over de vigtigste Byer her i Riget og nøje
undersøgt alt og gjort sig bekjendt ikke blot med de
forskjellige Steder, men også med de forskjellige Personer,
der kunde være Tale om, bestemte han, at Ærkesædet skulde
være i Lund, dels på Grund af Asgers udmærkede Fromhed,
og dels fordi det er så let at komme til den By fra de
omliggende Egne, både til Lands og til Vands. Og han fritog
det ikke blot for at stå under tysk Overhøjhed, men lagde
også Sverige og Norge ind under det i gejstlig Henseende,
så det er ikke lidt, Danmark har at være Paven taknemlig
for, idet han ikke blot gjorde det selvstændigt, men også gav
det Overhøjhed over fremmede Lande.
-578-