Page 579 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

På den Tid plagede Venderne i højeste Grad Danmark med
deres Sørøvertog. Deres Overmod var nemlig længe blevet
næret ved den Elendighed, Landet havde været hjemsøgt
med, og Olaf havde snarere egget dem ved sin Ørkesløshed
end drevet dem tilbage ved at tage sig noget for imod dem.
Nu overfaldt de en højbåren Mand ved Navn Auden, da han
var ved at sætte over fra Sjælland til Falster, og da han
foretrak Død for Fangenskab, slog de ham ihjel. Danskerne
holder nemlig i Kraft af deres medfødte Tapperhed for, at
den sørgeligste Skæbne, der kan ramme dem, er at falde i
Fangenskab. Skjalm Hvide, som var Audens Broder, kærede
da på Tinge så stærkt herover, at Menigmand på hans
Tilskyndelse besluttede, at alle i Fællesskab skulde hævne
denne ene Mands Drab. Kongen havde nemlig ladet Folkets
Myndighed tage i den Grad til, at det havde Ret til at tage
Bestemmelse om Krigstog, og at det ikke var Fyrstens Bud,
men Folkets Vilje, der afgjorde, om man skulde gribe til
Våben. To Skåninger, Ale og Herre, der var bleven
landsforviste for deres Misgjerninger, var også i deres
Landflygtighed tyede til Julin, det Sted, hvor fordrevne
Danskere sikrest fandt Tilhold, og de drev med stor Iver det
samme Håndværk som de andre Julinere og hærjede og
ødelagde på det grummeste Danmark med deres Sørøverier.
Danmarks Ungdom angreb da Julin og belejrede den, så
Julinerne til sidst måtte udlevere alle de Sørøvere, der
fandtes inden for Byens Mure, og derhos udrede en Sum
Penge. Da Danskerne havde fået disse Sørøvere i deres
Magt, mente de, at de burde straffe dem for den Fortræd, de
havde tilføjet Riget, ved at lade dem lide den grueligste
Død. For at deres Død kunde blive så meget voldsommere,
bandt de dem først med bagbundne Hænder fast til Pæle,
sprættede så Maven op på dem og trak den nederste Del af
de blottede Tarme ud, viklede den om Pælene og holdt ikke
op med disse Pinsler, førend Indvoldene var vundne helt ud
af Maven på dem, og de grumme Røversjæle drog deres
-573-