Imidlertid drog Erik til Skibs til Rusland, hvorfra han over
Land drog gjennem dette Rige og en stor Del af Østerleden,
til han nåede Byzanz. Kejseren turde ikke lade ham komme
ind i Byen, thi han troede, at Kongen havde Svig i Sinde, og
at Pilgrimsfærden kun var et Skalkeskjul, derfor bød han
ham slå Lejr uden for Murene og beværtede ham dèr. Han
havde ham nemlig mistænkt formedelst det Ry, der gik af
ham, og formedelst hans Storhed, så han vilde hellere koste
noget på ham end åbne Byens Porte for ham. Danskerne,
som ellers var i høj Gunst hos ham, fattede han også
Mistanke til ved samme Lejlighed og frygtede for, at de
vilde sætte Hensynet til Kongen i det Land, de havde
hjemme i, over Hensynet til ham, som de kun tjente for
Sold. Blandt dem, der gjør Krigstjeneste i Byzanz, indtager
Danskerne nemlig den første Plads, og Kejseren plejer at
betro sit Liv og sin Velfærd til dem som sin Livvagt. Erik
forstod godt Kejserens Mening, men han lod som ingenting
og bad blot om at måtte få Lov til at komme ind i Byen for
at forrette sin Andagt i Kirkerne, eftersom det udelukkende
var Kjærlighed til Religionen, der havde drevet ham til at
besøge så helligt et Sted. Kejseren roste hans fromme Iver
og lovede, at han skulde få Svar på sin Begjæring næste
Dag. Imidlertid gik de Danskere, der var trådt i græsk
Tjeneste, til Kejseren og bad, om de måtte gå ud og hilse på
deres Konge; det gav han dem Lov til, men han bød dem
gjøre det hver for sig, for at Kongen ikke ved sin Tale skulde
bedåre og forlokke dem alle på én Gang. Kejseren havde
også lejet Folk, som kunde både Dansk og Græsk, til at
meddele ham, hvad de og Erik sagde til hinanden. Da de
havde hilst på Kongen, og han havde budt dem tage Sæde,
tog han til Orde og sagde, at de Danske, der var gået i græsk
Tjeneste alt for længst havde opnået den største Ære ved
deres Dyder; skjønt de var fremmede, herskede de i
Virkeligheden over Landets Børn, og de havde det meget
bedre ude end hjemme i deres Fædreland. Derhos havde
-579-