glade, så deres Sorg forandledes til Lystighed, som de gav
Luft i allehånde kåde Fagter og Lader; og til sidst blev hans
Spil voldsommere og drev dem fra Sans og Samling, så de i
deres Raseri udstødte høje Råb. Således fik han deres
Sindsstemning til at skifte, efter som hans Spil vexlede. Da
nu de, som stod udenfor, og som ikke kunde høre hans Spil,
så, at Kongen og de andre i Hallen teede sig helt afsindig,
brød de ind i Huset og greb fat i den rasende Konge, men de
kunde ikke holde ham, thi Raseriet, der havde betaget ham,
havde så vældig øget de Kræfter, han havde af Naturen, at
han med Magt sled sig løs fra deres Tag. Og da han nu
havde fået Bugt med dem, der brødes med ham, løb han hen
og rev Døren op, greb et Sværd og dræbte fire af sine
Hirdmænd, der løb hen for at holde på ham. Til sidst fik
Hirdmændene ham overvældet ved at lade Drabanterne fra
alle Kanter kaste Dyner over ham, og således fik de med
stor Fare for dem alle omsider Hold på ham. Da han atter
var kommen til sig selv, betalte han først den Bøde, han var
ifalden, fordi han havde forbrudt sig imod Hirdskråen, men
for at gjøre endnu strængere Bod og sone sin Synd satte han
sig endvidere for at gjøre en Pilglimsfærd og drage til det
hellige Land, hvor Frelseren havde færdedes. Efter længe i
Løndom at have overvejet dette fromme Forsæt åbenbarede
han det omsider for dem, som han vilde have med på Rejsen
formedelst deres herlige Skabning, og skjønt det huede dem
ilde, kundgjorde han det på Landstingene. Da han nu også
gjorde det vitterligt på Viborg Ting, blev Almuen dèr helt
bestyrtet, jamrede sig, som om det var en Fader, den skulde
miste, og råbte, at ved at drage bort vilde han bringe Landet
i Fare, hvorfor alle som én med grædende Tårer besvor ham
om at blive hjemme. Til sidst omfavnede de, badede i Tårer,
hans Knæ og bønfaldt ham på det indstændigste om ikke at
tage mere Hensyn til det Løfte, han havde aflagt, end til det
almene Vel; han kunde være vis på, sagde de, at det huede
Gud bedre, at han blev hjemme og tog sig retskaffen af
-576-