Page 586 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Kejseren betroet sit Liv i deres Trofastheds Varetægt, og den
Udmærkelse skyldtes ikke så meget deres egne Fortjenester
som deres Dyder, der havde været i græsk Tjeneste før de.
Derfor burde de i høj Grad lade sig det være magtpåliggende
at føre et ædrueligt Levned og ikke hengive sig til
Drukkenskab, thi de vilde passe deres Tjeneste bedst, når de
lod være at fylde sig med Vin og ikke gav Kejseren
Anledning til Bekymringer, derimod vilde de blive dvaske
til deres Tjeneste og raske til at yppe Kiv og Strid, hvis de
ikke holdt sig inden for Ædruelighedens Grænser. Han lagde
dem også på Sinde, at de, når de skulde slås med Fjenden,
burde lægge mere Vind på at være tapre end på at bjærge
Livet, ikke søge at undgå Døden ved at fly eller at slippe
uskadt igjennem ved at være fejge; når de en Gang igjen
kom hjem til Danmark, skulde han nok lønne dem for deres
tro Tjeneste med Velgjerninger, lovede han, og måtte de lade
Livet, medens de kæmpede tappert i Slaget, skulde han vise
deres Frænder og Pårørende al Ære. Sålunde og på lignende
Måde talte han til dem alle og opmuntrede dem til at være
den græske Kejser oprigtig tro og hengivne. Da
Lejesvendene nu meldte Kejseren dette, sagde han, at det
var med Urette, at der blev gjort så meget Væsen af
Grækernes Kløgt, eftersom de bar Mistanke til en Konge,
hvis Folk de havde så mange Erfaringer for var uden Svig;
man kunde danne sig en Forestilling om Kongens
Retsindighed efter de ypperlige Prøver, man havde set på
hans Folks Trofasthed og Bestandighed. Og da han nu
skjønnede, at det var Fromhed og ikke Svig, der drev ham,
bød han, at Byen skulde smykkes, og at der skulde bredes
Tæpper på Gaderne, hvorpå han selv med stor Ære tog imod
ham og under almindelig Jubel gik Hånd i Hånd med ham
op til Slottet, hvor han holdt Hof, som om han førte ham i
Triumf, og viste således den, som han med Urette havde
næret Mistanke til, så stor Ære, som det var noget Menneske
muligt. Ja, for at vise sin Gjæst den største Hæder overlod
-580-